Billede beskrivelse

Hos Mette har alle mulighed for at kreere sin egen kunst

28. november 2023 kl. 16.01

Sæbys nyeste mødested - Your Art Cafe i Retfærdighedens nyrenoverede lokaler - er blevet indrettet med et stilrent look, som vi kender fra TV-serien Badehotellet.

Indehaver Mette Krarup kan i en alder af 57 år skrive iværksætter og indehaver af egen virksomhed.

Den nu tidligere institutionsleder og pædagog fortæller, at hun altid har elsket at være kreativ og har igennem årene kastet sig ud i mange forskellige kunstformer.

Billede beskrivelse

Den modne iværksætter mener, at hun med sin livserfaring har opbygget mange kompetencer, som hun kan trække på, når hun som nu starter egen virksomhed.

- Jeg har samtidig fået en utrolig stor hjælp fra min familie og venner til at få indrettet lokalerne med videre, lyder det påskønnede fra den engagerede ejer.

Mette Krarup er født og opvokset i Frederikshavn og har de seneste ti år boet i Sæby, hvor hendes store fritidsinteresse er sejlads.

Billede beskrivelse

Nu er båden blevet solgt, og hun vil med hjælp fra sin 16-årige datter Nanna satse 100 procent på at få en forretning op at køre ved at gøre brug af sine kreative sider.

Gode materialer i hyggelige rammer

- Ud over selv at udvikle mig brænder jeg for at inspirere andre til at være kreative og skabende, hvilket jeg nu får mulighed for at praktisere i caféen, siger Mette.

Med etableringen af smykke- og keramikcaféen, hvor kunderne selv kan designe deres helt egne unikke smykker med blandt andet 120 forskellige kvalitetsperler og ædelstene samt mange forskellig typer kopper, fade og skåle i keramik, er det kun fantasien, der sætter grænser.

Billede beskrivelse

- Det betyder meget for mig at skabe gode oplevelser med tid og ro i nogle smukke og hyggelige rammer, hvor man kan fordybe sig med kreationer, understreger iværksætteren.

Når vejret tillader bliver der mulighed for at hygge sig udendørs i den tidligere fængselsgård.

Priser

Priserne starter ved 75 kroner. Med i prisen er maling, glasering og brænding af det stykke keramik man har valgt at male på.

Billede beskrivelse

Øreringe og halskæde fra 150 til 250 kroner. 1. armbånd med lås og kæde: 165 kroner, nummer 2 på elastik kan fremstilles for 65 kroner.

Under fremstillingsprocessen kan der nydes hjemmebagt kage, en god kop kaffe, kolde drikke og snacks.

Tema arrangementer

Ud over tilbud rettet mod familier og enkeltpersoner er der sammensat et forløb til firmaevent, børnefødselsdage, polterabend, klassearrangementer og mødregrupper.

Billede beskrivelse

På sigt giver omgivelserne også mulighed for mere underholdende event.

Kunstgaden

Mette Krarup er helt bevidst om, at der er flere kunstbutikker i Sæby, men ser det også som en fordel, at kunderne har et bredt og varieret udbud at vælge imellem.

Specielt i Algade ligger de kreative butikker som perler på en snor, som komplementerer og supplerer hinanden godt.

Billede beskrivelse

- Det er mit håb, at Algade kan blive byens kunstgade, og at vi kommer til at samarbejde om projekter af fælles interesse, siger hun.

Hver onsdag afholdes der i øvrigt Barselscafe klokken 10-13, hvor der er mulighed for at hygge sig med andre, nyde en nybagt bolle og med mulighed for blandt andet at lave hånd og fodaftryk på keramik. Der er tilmelding på 93100036.

- Og der er mulighed for at lave sine egne julegaver og købe gavekort til en hyggelig oplevelse, supplerer Mette Krarup.

Caféen i Algade 14 holder ellers åbnet torsdag - søndag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste