Billede beskrivelse

Høge på rov

21-årig fra Rungsted tager sin første afstikker fra barndomsklubben og tørner ud for Frederikshavn White Hawks

30. maj 2018 kl. 10.56

FREDERIKSHAVN: De hvide høge fra Frederikshavn fortsætter oprustningen frem mod den kommende sæson.

Elite Nord Frederikshavn A/S meddeler i en pressemeddelelse, at klubben har skrevet en et-årig kontrakt med William Boysen.

- Det er et rigtig stort ishockeytalent, vi har sikret os den kommende sæson, hvor 21-årige Boysen i sidste sæson fik sat et solidt indtryk i Metal Ligaen. Han leverede hele 25 point for Rungsted i grundspillet, og var i det hele taget en spiller, man lagde mærke til, lyder begrundelsen for kontrakten med den unge Rungstedspiller i pressemeddelelsen.

- Vi er rigtig glade for han har valgt et ophold i Frederikshavn. Han er en forward der passer godt ind i vores koncept, med mange unge spillere der har fremtiden foran sig. En spiller, vi tror vi kan udvikle yderligere under Jari Pasanen og Frederik Åkessons vinger, lyder det.

William Boysen selv er begejstret for det kommende ophold i Frederikshavn, som er hans første afstikker væk fra barndomsklubben Rungsted.

- Jeg tror, det bliver godt at komme hjemmefra og blive mere moden, både som menneske og ishockeyspiller. Så jeg ser meget frem til at fortsætte karrieren i Frederikshavn, siger han.

William Boysen ankommer til Frederikshavn i starten af august, og han vil få trøje nummer 18.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste