Handelsstanden skal have ny formand

Hans Ole Kalhøj siger farvel efter syv år på posten

26. marts 2019 kl. 21.08

SÆBY: Efter syv år med Hans Ole Kalhøj som formand, skal Sæby Handelsstandsforenings nyvalgte bestyrelse sætte et hold, hvor bordenden ikke længere skal beklædes af netop Hans Ole Kalhøj.

På handelsstandens generalforsamling tirsdag aften på Frk. Madsen lod han nemlig bomben springe.

- Jeg synes det tid for fornyelse - nye koste fejer bedst - og derfor har jeg besluttet mig for ikke at genopstille, lød det fra formanden i sine indledende bemærkninger til generalforsamlingen.

Hans Ole Kalhøj lagde ikke skjul på, at formandshvervet kan være slidsomt også i forhold til vennerne.

- Jeg føler at tiden nu er inde til at bruge tid på at bygge venskaberne op igen, lød det med det så kendte kalhøjske glimt i øjet.

Sådan kender vi ham - manden, der elsker at være tæt på folk, altid positiv i sin tilgang og altid med en frisk bemærkning på læben.

Det blev til ti år i bestyrelsen - i denne omgang. For den nu afgåede formand afviste ikke et comeback senere.

- Men lige nu er tiden til nye kræfter, sagde Hans Ole Kalhøj, der kunne gå af i forvisningen om, at vejen er banet for en ny slagkraftig bestyrelse. For hele fire nye kandidater meldte sig under fanerne - og så var bestyrelsen på plads.

- Det er jo en ønskeposition for en forening som vores.

- Vi har en medlemskreds, der vil det her. Som stiller sig til rådighed. det kunne ikke være bedre, var Hans Ole Kalhøjs umiddelbare kommentar.

Ud af bestyrelsen trådte efter eget ønske desuden Lene Andersen, Rune Dam Dyhr og John Henrik Andersen.

Deres afløsere er Martin Pedersen, Jette Johansen, Monika Kjær og Britta Wiberg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste