Gymnasieelever i studiepraktik
Smugkigger på deres mulige drømmestudie
FREDERIKSHAVN: Det klikker konstant, mens den lille magnet drejer rundt i kemikolben, og folk i hvide kitler farer forvirret rundt uden at finde det, de leder efter. De er ikke faret vild, men de hører normalt heller ikke til her.
De er kun besøg - kun til låns.
- Det er nysgerrige unge mennesker, der gerne vil se, hvad kemi er for noget, afslører Thorbjørn Terndrup Nielsen, lektor i kemi på Aalborg Universitet.
I dagens anledning er han også underviser for 38 gymnasieelever - en stor del fra Frederikshavn Gymnasium - der er i studiepraktik.
Hvert år åbner universiteter og professionshøjskoler dørene op for, at gymnasieelever kan få en smagsprøve på, hvad det vil sige at gå på en videregående uddannelse.
De seneste fire år har Thorbjørn Terndrup Nielsen stået for at fremvise kemiuddannelsen på Aalborg Universitet.
- Jeg synes, det er sjovt og spændende at interagere med de unge mennesker. Vi ved, det er vigtigt, at de får en god oplevelse, og det vil jeg gerne prioritere, siger Thorbjørn Terndrup Nielsen.
- Jeg regner med at søge ind her. Jeg kan rigtig godt lide, at vi i dag har fået lov til at lave forsøg og få hænderne i det, siger Emma Bjeldbak, der er taget til universitet fra Frederikshavn Gymnasium, hvor hun går på sidste år.
Og hun bliver sandsynligvis ikke den eneste, for cirka en tredjedel af dem, som er i studiepraktik, starter på kemistudiet efterfølgende.
- Jeg bliver glad, når jeg kan se en del hoveder, som jeg kan genkende fra studiepraktik. Så ved vi, at det betyder noget, og at vi ikke nødvendigvis skræmmer dem væk, griner Thorbjørn Terndrup Nielsen.