Billede beskrivelse

Gnisterne danser stadig omkring Den Skaldede Kok: - Jeg har et fantastisk liv

Carsten Olsen var kun syv år, da han pludselig fandt ud af, at han ville være kok

15. februar 2022 kl. 10.18
Opdateret 19. april 2022 kl. 09.57

SÆBY: Den Skaldede Kok hedder egentlig Carsten Olsen, og 1. december overtog han en restaurant i Sæby, som har fået navnet Den Skaldede Kok - Sæby Søbad.

Indtil videre er der åbent for spisende gæster tirsdag og søndag, og i løbet af året vil Carsten Olsen se nærmere på, om åbningstiden skal udvides.

Allerede da Carsten Olsen var syv år, vidste han, hvad han ville være, "når han blev stor".

Billede beskrivelse

- Min far solgte tandlægeudstyr. Og en dag var jeg med ham. Vi tjekkede ind på et motel, og på et tidspunkt stod jeg og gloede ind gennem vinduet til køkkenet. En kok smækkede en stor pande op på komfuret, så gnisterne føg om ørerne på ham. Hvorefter han elegant kørte fingrene gennem smørret på panden. Fra da af var jeg solgt, og jeg vidste bare, at jeg ville være kok, fortæller Carsten Olsen.

For et par år siden flyttede Helle og Carsten Olsen til Vendsyssel, og kærlighed er dermed en del af grunden til, at han er flyttet fra København til Bindslev.

Hele familien

- Helle er fra Frederikshavn, og hun har hele sin familie heroppe. Og jeg har min mor, papfar og lillebror boende her. Min søn bor i Roskilde, og det gør lidt ondt, men jeg kan jo ikke få det hele. Jeg har et fantastisk liv sammen med Helle, siger Carsten Olsen, som er uddannet kok fra Hotel d’Angleterre og uddannet tjener fra Restaurant Plaza.

En lang karriere

Han har en lang karriere med egen restaurant og catering, han har skrevet flere kogebøger, og Carsten Olsen har været med i utallige tv-programmer, hvor konceptet er god mad til billige penge. Det var i disse programmer, han blev kendt som Den Skaldede Kok.

I 2020 udgav han bogen ”Den Skaldede Kok - I Medgang og Misbrug”.

Billede beskrivelse

Her fortæller han med ærlighed og humor om et hårdt liv – hvor han altid har gjort tingene på sin helt anden måde.

I lange perioder drak han for meget, og hans indre dæmoner har været ved at tage livet af ham flere gange.

Carsten Olsen har således været igennem det hele med offentlig nedtur, depression, fedmeoperation og konkurs.

I dag er Carsten Olsen forlængst tørlagt, og lige nu bliver kræfterne brugt på restauranten i Sæby, ligesom der stadig er overskud til at spille rockmusik i københavnerbandet Midnight Blues.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste