Glad for assistenttræner-jobbet

Frederik Åkesson har genfundet kærligheden til ishockey i Frederikshavn White Hawks

30. september 2018 kl. 19.20

FREDERIKSHAVN: Da Frederikshavn White Hawks for et stykke tid siden kunne annoncere, at man havde fundet sit nye trænerteam, var der sikkert mange, der løftede øjenbrynene.

Canadiske Mario Simioni blev afløst af finnen Jari Pasanen, og han er kommet til Frederikshavn efter at have fungeret som headcoach i den tyske DEL-liga for klubben Iserlohn Roosters i nogle år.

Umiddelbart en fin signing for White Hawks, men ikke i sig selv overraskende.

Det kan man til gengæld sige, at valget af assistenttræner er.

Der er nemlig tale om Frederik Åkesson, og kendere af ishockeysporten ved godt, at Åkesson i mange år har været helt og aldeles forbundet med ishockey i Aalborg, Høgenes ærkerivaler.

I Aalborg Pirates har Åkesson således været både spiller, assistenttræner og direktør.

Og 51 årige Åkesson - der er tidligere mangeårig landsholdsspiller og optaget i sportens Hall of Fame - vender tilbage til ishockeyen efter at have haft den på afstand i et stykke tid:

- Jeg har haft den karriere i Aalborg, jeg nu har haft. Den er jeg både glad for og stolt over. Men så kan du sige, at den epoke også er overstået. Da jeg i sin tid stoppede med ishockey i Aalborg, var jeg brugt op. Jeg havde haft mange kasketter på som direktør for klubben, og jeg synes ikke længere, det var sjovt. Derfor tog jeg et break, og jeg måtte spekulere over, om jeg skulle have noget med ishockey at gøre. Det var rigtigt sundt for mig at få mærket efter.

Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates har været konkurrenter i årtier, og kampene mellem de to klubber samler ofte store skarer af tilskuere og generer megen omtale. For Åkesson har dette dog ikke været et tema:

- For mig var det at komme til Frederikshavn en mulighed for at få noget frisk luft.

- Den mulighed har jeg forfulgt, og det er jeg glad for, at jeg gjorde. Jeg er blevet taget godt imod, jeg har et godt samarbejde med den nye træner, og der er en god organisation i White Hawks.

- Så er jeg glad omkring ishockeyen igen. Og det er det, det handler om for mig. Om andre kan forstå det, må de selv om.

Forleden fik Frederik Åkesson og White Hawks så én af de sejre, som fans i byen kan leve længe på.

De danske mestre og pokalvinderne fra Aalborg Pirates kom til Frederikshavn med forhåbning om at forlænge den serie af sejre, som man havde mod White Hawks, men i stedet måtte man rejse hjem med et 2-1 nederlag.

Frederik Åkesson var glad for sejren, men han føler ikke trang til at hovere ekstraordinært over for sin gamle klub:

- For mig er det ikke en større glæde, at vi besejrer Aalborg Pirates. Som udgangspunkt handlede det om, at vi skulle have tre point. Jeg har ikke behov for at have andre dimensioner i det spil, end at vi vinder kampene. Sådan er jeg ikke som person. Flere har spurgt mig om det før, men det handler om sejren og ikke andet.

- Det er en professionel tilgang at have til det, og de tre point, vi fik mod Pirates, er ikke mere værd end de tre point, vi fik mod Odense for eksempel.

Den forrige sæson går ikke over i historien som én af de bedste for Frederikshavn White Hawks.

De fleste husker måske, at man måtte lide den tort at blive valgt af grundspilsvinderne fra netop Aalborg Pirates allerede i kvartfinalen, og siden tabte man de fire indbyrdes kampe, der skulle spilles, og sæsonen var ovre.

Desuden tabte man hele 18 hjemmekampe. Meget kan altså forbedres i dén sæson, og det har man planer om, siger Frederik Åkesson:

- Vi går efter at lave det bedst mulige resultat. Og hvad er det så? Ja, det kommer jo an på, hvordan sæsonen udvikler sig for os med skader og den slags. Og de andre hold spiller naturligvis også en rolle. Dem kender vi ikke endnu.

- Vi har mødt blandt andre Herning og Aalborg og set, at dem kan vi godt bide skeer med. Men umiddelbart ser jeg ikke os som et top 4-hold.

- Det er ikke det samme som, at vi ikke gerne vil være det, men vi er nødt til at se på det med realistiske briller. På den anden side så kan vi lykkes med det, men så kræver det, at vi får holdet i den form, vi gerne vil have.

Enhver frederikshavner, der har sin gang i Nordjyske Bank Arena, som Isstadion kaldes, når der er Metal Liga-kampe på programmet, har ønsket om, at White Hawks klarer sig godt.

Og fansene er krævende. Allerhelst skal der nemlig hjembringes sølvtøj til klubben. Succeskriteriet for Frederik Åkesson er imidlertid et lidt andet:

- Det handler om at få den komplette enhed. Man skal arbejde mod at holdet opnår en samhørighed, der betyder, at alle arbejder i den samme retning og er på den samme side i taktikbogen. Spillerne skal i den bedst mulige form, så de kan levere på højeste niveau i hver eneste kamp. Har vi det rette fokus på processen omkring holdet, så kommer resultaterne til gengæld også, slutter altså Frederik Åkesson.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste