Gavmild håndsrækning til fyrede medarbejdere: - Virksomheder skal skynde sig
SÆBY: 800 medarbejdere fik i april at vide, at de ikke kunne fortsætte deres dagligdag hos Danish Crowns slagteri i Sæby. Slagteriet vil efter 112 års drift slagte den sidste gris i uge 28.
Alle redningsplaner er slået fejl, og der sættes nu massivt ind for at finde jobs til de mange hundrede slagteriarbejdere.
Det skriver Erhvervshus Nord i en pressemeddelelse.
Et af tiltagene er en jobmesse på slagteriet den 2. juni for virksomheder, der mangler ansatte og for opsagte medarbejdere. Jobmessen arrangeres af Danish Crown.
Erhvervsdirektør for Erhvervshus Nord, Niels Bay Christensen, opfordrer virksomheder med jobåbninger til at møde op.
- Jeg vil opfordre virksomheder med jobåbninger om at melde sig til, for der er tale om meget attraktive medarbejdere med brede kompetencer. Mange har allerede en uddannelse bag sig, og de er vant til at bestille noget, siger han.
40.000 i flyttetilskud
Flere end 100 medarbejdere på slagteriet har allerede meddelt ledelsen hos Danish Crown, at de ønsker at fortsætte på et af de andre Danish Crown-slagterier i landet.
Danish Crown giver også et gavmildt tilskud til dem, som vælger at flytte og begynde arbejde på et af virksomhedens andre slagterier i Horsens, Ringsted og Blans ved Sønderjylland.
Det skriver Kanal Frederikshavn.
Virksomheden giver 40.000 kroner i flyttetilskud. Det er fabrikschefen på Danish Crown i Sæby, Jesper Sørensen, der oplyser tallet.
- Derfor skal man ikke vente alt for længe med at melde sig på banen. Jo hurtigere, vi kan få de opsagte medarbejdere i nyt job, jo hurtigere kan vi også genskabe ro og tro på fremtiden, siger Niels Bay Christensen.


