Anja Adjoh er nu fuldtids korpsleder hos Frelsens Hær Foto: Michael Madsen
Mennesker

Frelsens Hær - så meget mere end en sang i gaden

25. august 2020 kl. 07:28
Anja Adjoh er nu fuldtids korpsleder hos Frelsens Hær Foto: Michael Madsen Michael Madsen
Børnehjørnet er opgraderet med Sommermidler til stor glæde for børnene. Foto: Michael Madsen Michael Madsen
Anja er også uddannet præst i Frelsens hær og holder gudstjenste hver søndag. Foto: Michael Madsen Michael Madsen
Under corona krisen fik folk god tid til at rydde op, så der er masser af tøj i butikken. Foto: Michael Madsen Michael Madsen

Frelsens Hær har eksisteret i Frederikshavn i 129 år. Indtil 1962 holdt man til i Skippergade, men da hovedvejen blev omlagt i 1962 stod det daværende hus i vejen. Der blev bygget nyt på Knudensvej, og der har man holdt til siden.

I 2019 blev Anja Adjoh ansat som korpsleder på halvtid, men er siden blevet fuldtids ansat. Det har givet ekstra tid til at lave aktiviteter for brugerne. Anja er uddannet pædagog og har efterfølgende uddannet sig til præst i Frelsens Hær - eller officer som det hedder i organisationen. Senest har hun fungeret i 6 år som præst i Næstved.

- Som korpsleder og præst er det primært opgaverne i kirken og de ugentlige arrangementer jeg koncentrerer mig om. Genbrugsbutikken som vi kalder Loppen, kører Lotte som er frivillig med hård hånd, så den behøver jeg ikke blande mig meget i. Vi holder åbent onsdag og torsdag formiddag. Under corona krisen fik vi masser af tøj ind, så butikken bugner. Heldigvis har vi et samarbejde med Næstehjælperne, som gerne overtager vores ekstra tøj.

- Udover vores gudtjeneste som vi holder hver søndag, har vi to klubber med aktiviteter for børn. Om tirsdagen har vi eventyrklub for de 5-12 årige og fredag har vi Teenclub for de 13-19 årige. Vi har været så heldige at modtage midler fra Sommerpuljen til børne-arrangementer under Corona krisen, og derfor har vi fået mulighed for at opgradere vores børnehjørne med bl.a. Playstation og bordtennis.

- For de voksne har vi om onsdagen åbent hus med fællesspisning. Torsdag har vi musikcafe og fredag holder vi Ladytalk, som er en kvindesamtalegruppe. Derudover afholder vi familieudflugter til fx Farm Fun fortæller Anja.

Hos Frelsens Hær er alle velkomne og man gør et stort arbejde med at hjælpe udsatte, ensomme, psykisk syge, flygtninge og de, som har det svært ved at finde en plads i samfundet. Et arbejde hvor Anja kan bruge sin uddannelse som pædagog.

- I vores børneklubber er det i øjeblikket primært syriske børn der deltager og derudover er der i menigheden folk fra bl.a. Japan, Congo, Færøerne, Burma og Grønland. Vi ser et stigende behov for at vi hjælper og tager hånd om dem som har det svært, og fx er behovet for julehjælp steget voldsomt i de seneste år. Jeg elsker at arbejde med forskellige typer af mennesker og aldersgrupper og bruge tid på at få dem til at vokse, når de oplever at de har noget at bidrage med i fællesskabet.

- Selvom jeg ikke er uddannet psykolog har jeg lært at tale med mennesker, og jeg fungerer gerne som coach eller mentor for folk som har det svært i livet. Så sender jeg dem videre, hvis jeg kan se at jeg ikke kan hjælpe dem. Og måske tager jeg også med dem til fx kommunen. Ikke for at overtage deres sag, men for at støtte dem og hjælpe dem på vej fortæller Anja.

Man kan følge Frelsens Hær i Frederikshavn på Facebook, og ellers kan man møde dem på gågaden hver tirsdag, hvor de synger med deres kor.

- Og vi truer ikke med at synge, hvis vi ikke får penge - vi elsker at synge og vi er faktisk ret gode, griner Anja og henviser til de kendte raslebøsser.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu