Billede beskrivelse

Fra Frederikshavn til Malaga - og tilbage igen

14. marts 2022 kl. 15.40

Rikke Bergen er i dag indehaver af Jysk Kontorkoncept, som har til huse i Kattegat Siloen og leverer et bredt sortiment af kontorartikler og hygiejneartikler til hele det danske erhvervsliv, skoler og institutioner.

Hun startede dog på helt bar bund i England.

Igennem sin uddannelse som akademiøkonom med speciale i spansk, engelsk og marketing boede og arbejdede Rikke Bergen i henholdsvis England og Spanien.

- Her stod jeg bogstaveligt talt på helt bar bund. Det var noget med at kigge i Yellow Pages (vejviser, red.) for bare at finde et sted at overnatte. Her lærte man virkelig, hvad det vil sige at savne og sætte pris på de goder, man havde derhjemme, fortæller Rikke Bergen.

Hun er opvokset i Frederikshavn og har altid haft et stort ønske om at komme ud og se verden.

– Som led i min uddannelse arbejdede jeg i en forstad til London i et firma, som hed ”The Food Machinery”, hvor jeg skulle markedsføre industrielle opvaskemaskiner. Her lykkedes det os blandt andet at komme ind på McDonalds-kæden. Efter England og tiden på skolebænken kom jeg igen til Danmark. Så gik turen til Spanien, hvor jeg gennem min uddannelse arbejde hos Mercedes i Malaga. Først syntes jeg, det var en fed reference at få på CVer, hvilket det selvfølgelig også er, men jeg sad med tal hele dagen. Så jeg syntes ikke, jeg lærte så meget spansk. Så det spanske universitet, vi var tilkoblet, fandt et andet job hos EuroCar, og her fik man lært noget sprog, fortæller Rikke Bergen.

Billede beskrivelse

Drømmen om egen virksomhed

Tilbage i Frederikshavn var drømmen om storbyerne ikke helt glemt. Derfor fik Rikke job i supply-afdelingen hos Ricoh Danmark i København, der sælger kopimaskiner.

- Men jeg altid haft en drøm om at blive selvstændig, og da jeg var på barsel med vores andet barn, fik jeg at vide, at supply afdelingen i Ricoh Danmark, som jeg var ansat i, skulle lukke. Så det var nu, at drømmen om at starte egen virksomhed skulle føres ud i livet. Jeg fik kontaktet erhvervshuset på Amager, som hjalp mig i gang med alt det papirarbejdet, der skal til, fortæller Rikke Bergen.

Ville tilbage til Frederikshavn

Med sit omfattende kendskab til kontorforsyningsbranchen, gode kontakter og kold kanvas kunne Rikke Bergen åbne Jysk Kontorkoncept for 11 år siden, mens familien boede i København.

Sammen med sin mand Kasper og deres to piger, Sophine og Mathilde, har Rikke været væk fra byen i 20 år og havde derfor et ønske om at komme tilbage til Frederikshavn.

- Så vi rykkede teltpælene op og flyttede tilbage til Frederikshavn for ca. 9 år siden. Her startede jeg med at sælge kopipapir, men blev hurtig klar over, at det var nødvendig at have varer fra alle hylder med kontorartikler, siger hun.

Med konkurrencedygtige priser og en bred kundegruppe sælger Rikke Bergen i dag blandt andet kopipapir, toner, kontorartikler og har yderligere fået alle hygiejneartikler med ind i sortimentet.

Åbnede som webshop

Jysk Kontorkoncept er ikke en fysisk butik, men trækker varerne direkte fra store grossister via drop shipping.

- Varerne bestilles enten via web, e-mail, personligt eller via telefonopkald – alt efter hvad den enkelte kunde ønsker. Nogle ønsker en opringning eller et besøg en gang om måneden, andre tjekker selv og ringer eller mailer ind. Men det tilpasses den enkelte kunde, fortæller Rikke Bergen.

Jysk Kontorkoncept har i dag 6-700 kunder, spredt rundt i hele Danmark. I baglandet har Rikke direkte linjer til flere specialister og fagfolk, som hun kan trække på og som kan rådgive hendes kunder.

- Jeg vil yde den bedste service og give noget ekstra til mine kunder. Jeg har for eksempel dag til dag levering, men desværre har situationen været lidt anderledes i de seneste år på grund Covid-19, siger hun.

Rikke Bergen er påholdende og går efter sine mål - om det så skal tage 10 år. Hun strækker sig langt for at opfylde sine kunders ønsker.

- Jeg er jo kun mig selv og vil altid gøre mit bedste for at gøre kunderne tilfredse. Så hvis fragtmanden har en aftale om kun at leverede til kantstenen, kører jeg gerne selv ud og pakker ud - bare jeg fik timelønnen for det, fortæller Rikke Bergen.

Billede beskrivelse

Networking er vigtig for Rikke.

Rikke Bergen har den daglige drift på kontoret i Kattegat Siloen og hos kunder og grossister, men hun bruger også meget tid på networking.

- Jeg har jo været væk fra byen i mange år, og derfor kan et godt netværk være med til at styrke forretningen, fortæller Rikke, der er medlem af Morgenfruerne, Erhvervshus Nord og Kattegat Erhvervsnetværk samt et web-netværk i Frederikshavn.

Hun fortæller, at hun er ny i Kattegat Erhvervsnetværk, men allerede har en klar forventning om, at det bliver rigtig godt.

- I starten troede jeg ikke, at jeg selv kunne tilføje noget, men så har man venner, som kan bruge hjælp fra en i netværket. Det kunne for eksempel være i forbindelse med en håndværker eller et huskøb, siger hun.

Om fremtiden fortæller Rikke Bergen, at hun naturligvis har ønsker om, at Jysk Kontorkoncept skal vækste.

- Men jeg har det godt med at kunne klare mig selv, og følelsen af at selv kunne bestemme er vigtig, og det er vigtigt for mig, at have pulsen med alle steder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste