Forrygende fremmøde
Mødet var da kun for mænd - og 30 dukkede op
FREDERIKSHAVN: Når 30 mænd møder op til fyraftensmøde - kun for mænd, så er der grund til at juble.
Og det gør biblioteket da afgjort også.
Her har nemlig længe haft et ønske om at lave nogle flere tiltag, der i højere grad imødekom det mandlige publikums interesser. Formålet var at få mændene til selv at komme med deres idéer til, hvad bibliotekerne kan tilbyde dem.
- For os er det en ny måde at henvende os til målgruppen på, og forud for fyraftensmødet var vi spændte på, om det ville lykkes at samle en gruppe mænd, som ville deltage, siger Knud Hjørnholm, som er én af de få mandelige bibliotekarer i Frederikshavn.
Der var imidlertid ikke noget at være nervøs for, for mændene mødte talstærkt op, og understøttede bibliotekets formodning om, at der rent faktisk er en stor interesse blandt mændene for at mødes med hinanden og danne fællesskaber.
Der blev hurtigt en god stemning blandt de fremmødte, og i løbet af arrangementet, kom der mange gode idéer på bordet, som biblioteket har taget med tilbage til skrivebordet.
Snakken rundt om bordene handlede blandt andet om madlavning, modeljernbanetog, bjesk, fiskeri, jagt og om at mødes på tværs af generationer.
- For os som bibliotek handler det om at formidle kontakten mellem en gruppe mennesker, der har samme interessefællesskaber, og som kan lære af hinanden og styrke hinanden, siger den anden medarrangør, bibliotekar Tim Thorlund .
- Når vi laver noget "kun for mænd", er det fordi vi oplever, at mænd ikke er nær så aktive og opsøgende i forhold til at finde andre at dele deres interesser med som kvinder er, og det vil biblioteket gerne være med til at gøre noget ved.
- For vi ved, at lysten er der, men det kan nogle gange være svært at tage skridtet eller i det hele taget finde ud af, hvor man skal henvende sig, hvis man gerne vil mødes med andre, der deler samme interesse som én selv.
- Ved at lave en række tiltag, der kun er for mænd, skaber vi et rum, hvor mænd kan mødes og udveksle interesser, hvad end det handler om litteratur, spegepølser, jagt eller musik, siger Tim Thorlund.
Biblioteket vil i løbet af det næste stykke tid arbejde videre med de mange idéer og hvis du er mand og er også interesseret eller har du bare en god idé, så tag kontakt til Frederikshavn Bibliotek.