Formand hyldet for 20 aktive år
Aktive kvinder i Sæby markede jubilæum og fejrede formand
SÆBY: Aktive Kvinder i Sæby festede for 75-årig forening, der lever i bedste velgående.
Klapsalverne var langvarige fra de feststemte gæster, da Karen Drastrup blev behørigt hyldet for sin store indsats for Aktive Kvinder Sæby. Hun har været formand for foreningen i ikke færre end 20 år. Det skete ved foreningens 75 års jubilæumsfest, der blev afviklet på Dybvad Kro.
Næstformanden, Dorthe Nielsen, takkede Karen Drastrup for hendes store engagement, som har været stærkt medvirkende til, at foreningen i høj grad lever op til sit navn. Foreningen lever sin høje alder til trods i bedste velgående med stor aktivitet med arrangementer af vidt forskellig art. Fælles for alle aktiviteter er, at de samler stor tilslutning. I Karen Drastrups formandstid har foreningen opnået en eksplosiv vækst i medlemstallet, der nu er oppe på omkring 400.
Dorthe Nielsen overrakte Karen Drastrup en jubilæums-medalje og en stor buket blomster. Overrækkelsen blev efterfulgt af langvarige klapsalver.
En rørt Karen Drastrup takkede for hæderen og understregede, at det er en stor fornøjelse at beklæde formandsposten i en forening, der nyder stor opbakning fra medlemmerne. Samtidig rettede hun en stor tak til bestyrelsen for et godt samarbejde.
Jubilæumsfesten fik i øvrigt et vellykket forløb og havde samlet tæt ved 100 deltagere. ”De halv-lune Jyder” underholdt under middagen og spillede efterfølgende op til dans.