Mennesker

Fjerde gang blev lykkens gang for Ollie

13. september 2022 kl. 07:50

Søndag 11. september blev dagen, hvor forældreparret Stine og Christian Lykke Skjøth endelig kunne få deres ældste søn, Ollie Lykke Skjøth på tre år, døbt. Endelig fordi der skulle fire forsøg til, inden det endelig lykkedes.

- Datoer sat for at få Ollie døbt er blevet aflyst hele tre gange grundet Corona. Så nu er vi bare glade for, at det endelig lykkedes, siger Stine Lykke Skjøth, som er mor til Ollie.

To "fluer" med ét smæk

De mange aflysninger gjorde faktisk, at Stine og Christian nåede at få endnu et barn. Dermed kunne de slå to fluer med ét smæk, idet de samme dag også fik døbt deres yngste søn på et halvt år. Han fik navnet Noah Lykke Skjøth.

Op ad kirkegulvet kom Stine og Christian med deres to sønner, som var ens klædt i hver sit fine sæt matrostøj. De blev, som provst Ernst Viggo Thomsen sagde: Dagens to matroser på det store kirkeskib.

En smuk tradition

Inden selve dåben bad forældrene selv forældrebønnen på skift og i fællesskab for deres to børn. Det blev et meget personligt og rørende indslag for menigheden, hvor alle lige lyttede lidt ekstra efter.

Forældrebønnen lyder: Herre vor Gud, himmelske Far. Vi takker dig for børnene. For det under, du har lagt i vore hænder og den tillid du har vist os. Tak for at de kom godt gennem fødslen og at du lod glæden fødes af smerten. Vi ved ikke, hvad livet vil rumme for dem. Derfor beder vi dig: Tag dem ind i din nærhed og lad dem ikke møde mere ondt end de kan bære. Giv dem din Helligånd og velsignelse i dåben, så de altid må høre til dig, kende din styrke og får hjælp til at leve i sandhed og kærlighed alle deres dage, Amen!

Som afslutning på selve dåben præsenterede provst Viggo Ernst Thomsen forældrene og fadderne for tre gode råd i form af de tre b ér. Et b for bøn, et for børnebiblen og sidst men ikke mindst et for børnegudstjenester. Dåben blev afrundet med et tillykke med både dåbens gave og dåbens opgave.

En god skik forsætter på det nye dåbstræ

Efter dåben kunne Stine og Christian Lykke Skjøth hænge et flot rødt navneæble på Sæby Kirkes nye dåbstræ. Ét for Ollie og ét for Noah. Det nye flotte dåbstræ står i Våbenhuset og erstatter nu, det levende træ, som tidligere har haft pladsen. Det levende træ havde nemlig svært ved at forblive levende, fordi der er for lidt lys i våbenhuset.

Det nye træ er smedet af en smedegruppe fra herregården Knivholt i Frederikshavn. Gruppen har arbejdet på dåbstræet i flere år, og igen kan Corona lægge navn til at forsinke noget.

Skikken er, at hver gang et barn bliver døbt i Sæby Kirke, så hænger familien et rødt æble på kirkens dåbstræ. På æblet skrives barnets navn, dåbsdag og nogle gange også navnene på fadderne. På den måde, er der foruden dåben endnu et synligt tegn på, at barnet er en del af menigheden ved Sæby Kirke.

Skikken med et dåbstræ i kirken har de senere år bredt sig i folkekirken. Et dåbstræ henviser til Bibelens første og sidste sider. De første sider med fortællingen om Edens Have, hvor Livets Træ stod midt i haven (1. Mosebog kapitel 2). Spiste man af det, levede man evigt (1. Mosebog kapitel 3). De sidste sider med Johannes Åbenbaring (kapitel 22), hvor livets træ står i midten af De ny Jerusalem og giver frugt 12 gange om året, og træets blade tjener til lægedom for folkeslagene.

Dåben knyttes med et dåbstræ til livets træ. En dåb tager kun ganske få minutter, mens dens betydning varer helt ind i evigheden. Derfor er det en smuk skik med dåbsæbler på et dåbstræ.

Annonceret indhold

Nyeste