Festligt farvel efter 40 år
Skoleleder Birthe Borum sagde farvel efter 40 år og fik en festlig afsked.
FREDERIKSHAVN: Livet er ikke en konto, man kan blive ved med at hæve fra.
I en gammel vits mødes to personer. Den ene er blevet pensionist og får et spørgsmål af den anden: "Bliver du aldrig træt af at gå rundt og lave ingenting". Svaret kommer prompte: "Jo, men så sætter jeg mig bare ned". Essensen af vitsen handler om at have god tid og slappe af, og omtrent sådan kan man forestille sig, at skoleder Birthe Borum tænkte, da hun for et stykke tid siden tog beslutningen om at gå på pension.
Forleden var det så blevet tid til, at Bangsbostrand Skole tog afsked med Birthe Borum, og det blev en ret mindeværdig dag. Lærere og elever havde planlagt en overraskelse for hovedpersonen, som blev beordret en tur rundt på skolen, hvor hun blev mødt af fællessang og elever med viftende flag.
Fra Skagen til Bangsbo
Birthe Borum har en lang lærer- og lederkarriere bag sig. Hun blev uddannet i Århus i 1979 og fik sit første lederjob på Ankermedet Skole i Skagen i 1995. Siden blev det til yderligere en del lederjobs i Skagen, inden hun i 2014 kom til Bangsbostrand Skole. Og det har været et liv i folkeskolens tjeneste, som har budt på mange glæder:
- Jeg har haft masser af gode oplevelser i mit job. Det skønneste har dog været fællesskabet, synes jeg. Relationerne og samværet med børn og kolleger har drevet værket for mig, og det gælder både som lærer og som leder. Det er derfor, jeg altid har haft det så svært med at skulle væk fra et sted. Også selv om jeg selv har søgt væk. Men de allerbedste oplevelser har jeg fået, når det er lykkedes at få et barn i mistrivsel til igen at trives.
Da Birthe Borum i sin tid måtte forlade Skagen og søge nye græsgange, var hun aldrig i tvivl om, at det var Bangsbostrand, hun ville arbejde på:
Det skulle være Bangsbostrand
-Jeg søgte ret bevidst Bangsbostrand Skole, fordi det billede jeg havde af skolen var, at den havde nogle gode værdier, og der var masser af ånd over den. Det emmer ud af murstenene på den over 100 år gamle skole. Så her var et godt fundament at bygge videre på, og det kom til at holde stik. Jeg har haft nogle virkeligt dejlige år her.
Det er ikke for meget sagt, at folkeskolen igennem årene har befundet sig i orkanens centrum. Er der noget, danskerne er enige om, så er det at have en mening om folkeskolen. Det har presset skolerne, og det har Birthe Borum også mærket:
- I Frederikshavn er man selvfølgelig udfordret på økonomien, og det gælder også i Distrikt Vest, hvor Bangsbostrand Skole hører hjemme. Samtidig er der igen uro omkring folkeskolereformen. Vi har haft en forholdsvis kort periode til at få rullet den ud, og nu er der så kræfter i spil, som vil rulle den tilbage igen. Og så skal skolerne over en bred kam rumme flere børn, end de har skullet tidligere. Det drejer sig om børn med adfærdsproblematikker og indlæringsvanskeligheder og børn med anden etnisk baggrund.
Mon ikke det går uden mig?
Udfordringerne er altså mange, men Birthe Borum er sikker på, at hendes nu forhenværende arbejdssted nok skal klare sig:
- Bangsbostrand Skole rummer naturligvis også mange børn, der kommer med forskellige baggrunde og har sit at se til. Det skal man kunne tackle på en ordentlig måde, og det er personalet ret dygtige til. Der er styr på ungerne.
Og nu venter så pensionisttilværelsen. Det kan godt være, der bliver lejlighed til en gang imellem at sætte sig ned, men Birthe Borum kommer bestemt ikke til at gå rundt og lave ingenting. Hun kan nu selv disponere fuldt over sin tid, og hun ved godt, hvor den skal bruges:
- Livet er ikke en konto, man kan blive ved med at hæve på. Så jeg skal ud at rejse, og jeg har børn, svigerbørn og børnebørn i København, som jeg skal til at se mere til. Der er børnefødselsdage, jeg får mulighed for at være en del af. For mig handler det nu generelt bare om at have tid.