Dagens jubilar havde travlt emd at hilse på
Mennesker

Festdag for kredsens MF’er

25 år: Bjarne Laustsens folketings-jubilæum markeret i lørdags

22. november 2021 kl. 06:00

Med næsten syv måneders forsinkelse blev flagene ud for Metalhuset i Frederikshavn hejst lørdag for at markere et 25 års jubilæum, som egentlig skulle have været holdt i foråret nemlig 28. april,

Det var dagen, hvor kredsens MF’er Bjarne Laustsen har forfægtet de nordjyske sager og behov gennem 25 år.

Og for Bjarne Laustsen er 2021 i alle måder et mærkeår.

Det er således 150 år siden Socialdemokratiet blev stiftet.

I 50 af disse år har Bjarne Laustsen været medlem, og i 25 år har han siddet i Folketinget som socialdemokratisk politiker.

Bjarne Laustsen fik sig en god snak med Im

I 1992, da Bjarne Laustsen var 38 år, måtte han i al hast træde ind i Folketinget.

Det skete på et tragisk grundlag, fordi partifællen Arne Jensen, blev dræbt i en trafikulykke, og da Bjarne Laustsen var førstestedfortræder i den nordjyske kreds, så blev porten til Christiansborg slået op for den unge Himmerlænding.

I første omgang sad Bjarne Laustsen i Folketinget fra 18. november 1992 til 1994.

Herefter tog han en pause fra politikertjansen, indtil han stillede op igen og kom ind i 1998. Siden har han haft fast plads i Socialdemokratiets folketingsgruppe - og med tiden er han også nærmest blevet frederikshavner.

For det viste sig nemlig hurtigt, at Bjarne Laustsens evne og vilje til at passe sin kreds var på samme højde som forgængeren på Tinge, navnkundige Jens Risgaard Knudsen, som hver eneste uge gæstede Frederikshavn og slog sig ned på Hotel Jutlandia, hvor alle områdets borgere uanset partitilhørsforhold kunne forelægge deres udfordringer for rigstaktikeren, som man yndede at kalde ham.

Og så tog han på sig at forsøge at løse udfordringer.

Det har Bjarne Laustsen afgjort også gjort. Han er nu kørt hjem til til Støvring efter alle møder ind til han i 2007 købte et hus i Jerup, som siden har dannet ramme om familiens fritidsliv.

For Bjarne Laustsen er ingen sag for lille og ingen for stor og her er det ofte de menneskelige konsekvenser, der tænder den garvede politiker.

Mange vil huske hans indædte kamp mod systemet i sagen om den 7-årige pige Im, der skulle hjemsendes til Thailand sammen med sin mor, Suthida, da morens danske mand og Ims stedfar, Johnny, døde af kræft.

Den sag gik Bjarne Laustsen ind i med al sin pondus og krævede, at reglerne blev ændret, så Im og Suthida kunne blive boende i Aabybro.

Det var ikke partiets linje og daværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, var da heller ikke speciel glad for den nordjyske MF’ers kamp for anstændigheden.

Men stædigheden hjalp til sidst. Den socialdemokratiske regering ombestemte sig, og den såkaldte Im-lov blev vedtaget, så mor og datter kunne vende hjem fra Thailand.

Ingen tvivl om, at den sag var betydende for Bjarne Laustsen, men selvfølgelig også for Im og Suthida, der begge var til stede ved jubilæumsmarkeringen i Frederikshavn lørdag.

At sagsforløbet så kostede Bjarne Laustsen på de indre linjer er en helt anden sag. Sådan er det når man går mod partilinjen.

Og i følge MF-kollega Bent Bøgsted, DF, der talte ved markeringen lørdag, så har Bjarne Laustsen Danmarksrekord i at gå mod partillinjen.

- Det har du gjort 11 gange, mente Bøgsted at vide, selv om Bjarne Laustsen rystede benægtende på hovedet.

Også den egenskab er en fortsættelse af det virke, som Jens Risgaard Knudsen havde i årene før Bjarne Laustsen.

Også han nægtede at gå på kompromis med sine mest basale holdninger - og også for ham kostede det.

Måske er denne stædige vilje netop det, der gør, at de socialdemokratiske vælgere ved, hvor de skal sætte deres kryds, når folketingsvalget er over os.

For i vores ende af landet ved vi, at man ikke får noget forærende uden intens kamp - heller ikke i egne rækker.

Det lå måske ikke umiddelbart i kortene, at Bjarne Laustsen fra Skivum skulle blive folketingspolitiker.

Han voksede op som én ud af en søskendeflok på otte, og han kom allerede ud at tjene efter 7. klasse.

Siden kom han i lære som maskinarbejder ved Maskinfabrikken Norden, hvor han også fik sit første tillidshverv som lærlingerepræsentant i Metal Ungdom.

Tillidshvervet fortsatte han med, da han skiftede arbejdsplads til Hydrema i Støvring og blev valgt som tillidsmand.

Herefter begyndte Bjarne Laustsens politiske karriere også som byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Støvring Kommune.

Som fagudlært og med en længere karriere på arbejdsmarkedet bag sig ligner Bjarne Laustsen ikke folketingspolitikere, som de er flest.

-På den måde tilhører vi en uddøende race, lød det fra Bent Bøgsted i talen til Bjarne Laustsen

Han betydede, at det giver ganske store problemer, når det kun er akademikere, der finder sammen på Tinge.

- Problemet er, at de ikke aner, hvordan en arbejdsplads fungerer, men de har jo deres modeller, og så er faren jo, at vi, der har en viden, bliver kørt over i forhandlingerne, lød det fra Bøgsted.

Men selv om Bjarne Laustsen vedkender sig at høre til den uddøende MF-race, der har sit afsæt i de danske arbejdspladser, så ser han det som en afgjort fordel, at mange af hans vælgere kan spejle sig i ham,.

Han bliver også tit stoppet på gaden af folk, der fortæller ham, at de stemmer på ham, fordi han ikke er som de andre politikere på Christiansborg.

Og hvis de ikke selv stopper op, så skal Bjarne Laustsen nok stoppe dem.

Det fortalte en veloplagt borgmester Birgit Hansen.

- Når vi er sammen i valgkamp, så er vi tit i gågaden. Her vil vi gerne i kontakt med flest mulige og give dem en rose. Og her er Bjarne helt uden blusel. Han stopper alle op, giver dem et stort smil og en rose - og så kan man bagefter høre dem sige: ”Det var da Bjarne Laustsen” .

- Han kigger også ind i alle butikker og snakker med ekspedienterne. De får også en rose, sagde Birgit Stenbak Hansen.

9. december fylder Bjarne Laustsen 68 år, men han har ikke planer om at stoppe og gå på pension. Ikke så længe, han sætter pris på sit arbejde og føler, at han kan gøre en forskel:

Han stiller også op til næste valg, for han mener ikke, at dagsordenen er udtømt endnu.

Når en sag er færdig, så kommer den næste, og sådan er livet nu engang som politiker.

Og at dømme efter det store fremmødeved jubilæumsmarkeringen er kredsen bare klar til at støtte Bjarne Laustsen også ved de kommende valg.

For som June Menne sagde det:

- Du ved jo godt, at jeg var imod dig, da du blev valgt som kredsens folketingskandidat. Du var ikke frederikshavner. Men det er du blevet - og jeg er utrolig glad for det store arbejde, du yder, sagde June Menne.

Andre læser også

Black Week i Nordjylland

Sammen med virksomheder i dit område, sætter vi i denne uge fokus på alle de gode tilbud alle de lokale butikker tilbyder.

Bliv inspireret her på LigeHer.nu eller gå på jagt i ugeavisen.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu