Billede beskrivelse

Farvel til Handelskolens formand

Ejvind Nielsen stopper efter 16 år på posten

16. april 2018 kl. 05.20
Opdateret kl. 08.10

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Handelsskole skal ikke alene have ny direktør - de skal også have ny formand for bestyrelsen.

Med udgangen af april stopper Ejvind Nielsen nemlig sit virke som formand efter 16 år på posten.

Det er dermed også et farvel til den handelskole, som Ejvind Nielsen mødte, da han startede på handelsskolens første handelsgymnasiehold i 1967.

Senere tog han HD i organisation på Københavns Handelshøjskole i Aalborg og det bragte ham igen på kurs af handelskolen nu som underviser i merkonom-modulerne; personaleadministration, personaleudvikling, organisation, strategi og markedsføring.

Ejvind Nielsen har gennem sine formandsår været med til at modernisere, reformere og sætte rammer for Frederikshavn Handelsskole og har medvirket til, at handelsskolen er blevet en stærk aktør på såvel ungdomsuddannelserne som på kursussiden.

Som person er Ejvind Nielsen igangsætter, udvikler og resultatorienteret. Derfor efterlader han også en næsten ny direktion, som indtil for nyligt kun manglede direktøren. Derudover har han sin andel i, at den nye bestyrelse, der tiltræder 1. maj, vil kunne sætte de rigtige mål og den rette strategi for handelsskolen i de kommende år. Den nye bestyrelse består af et passende mix af nye medlemmer og af medlemmer, der fortsætter - og som repræsenterer erhvervsliv, organisationer og Frederikshavn Kommune.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste