Etablering af hundeskov på Ormholtvej
En flok engagerede hundeejere er i fuld gang med at etablere en hundeskov på adressen Ormholtvej 22 i Østervrå. Projektet realiseres med frivillig arbejdskraft, og der er allerede stor interesse for det nye tiltag.
To hundeejere og naboer på Ormholtvej i Østervrå – Lise Smith og Teddy Hansen er initiativtagerne til det nye tiltag. De har begge benytte hundeskove andre steder i Vendsyssel, men kunne godt tænke sig den mulighed lidt tættere på deres bopæl.
– Jeg har kørt rundt i det mest af Vendsyssel med mine tre hunde, fortæller Lise Smith, som synes, at det er lidt langt at skulle køre til Syvsten, som det nærmeste eller endnu længere væk. Lise Smith foreslog Teddy Hansen, at de sammen skulle etablerer en hundeskov på den hektar jord, som hun ejer på Ormholtvej.
Inden de for alvor gik i gang, blev de enige om lige at sende en føler ud i lokalsamfundet. Ideen blev lagt op via Facebook, og det fik rigtig stor respons.
– Vi har nok haft omkring 15 interesserede hundeejere, som også på skift har bidraget med deres arbejdskraft til projektet på Ormholtvej.
Østervrå Hundeskov er nemlig en ”gør-det-selv”-opgave, med den tid og de kræfter de enkelte har mulighed for at lægge i det.
– Vi har allerede fået ryddet en del, og fået halvdelen af stolperne til hegnet rejst, fortæller Lise, vores første mål er at få hegnet op. Når hegnet er oppe kan hundene nemlig få lov til at rende frit, mens vi ejere arbejder videre med etablering af området.
Materialer og økonomi
De har nemlig masser af ideer, men et springende punkt er materialer og ikke mindst økonomi. Lise har bidraget med det, hun havde, der kunne bruges til hegn, så nu mangler der bare ca. 40 stolper – hegnet er i hus. – Vi har været så heldige at få tilsagn fra Østervrå Borgerforening om 5.000 kr., det giver os flere muligheder, men der skal planlægges, for at få så meget ud af pengene som muligt, forklarer Lise og Teddy.
På ønskelisten står et læskur, en bålplads, måske en gynge – i det hele taget må området gerne få flere funktioner, som man kan samles om. Henrik Andersen, én af de andre hundeejere, har lige bidraget med et stort plastrør – en sponsorgave fra hans arbejdsplads, som er et stor entreprenørfirma. – Det er bare super dejligt, at vi kan være heldig på den måde, lyder det fra lørdagens frivillige. Vi har i det hele taget oplevet så meget positiv respons, og det lover jo godt for projektets realisering.
En glad hund
Hele ideen med en hundeskov er at socialisere sin hund. – Hunden bliver mere fri og lære, hvordan den møde og takle andre hunde, forklarer Teddy Hansen, det er skønt som hundeejer at kunne slippe sin hund løs, og se den boltre sig – få en masse motion og lege med andre hunde. Vi kan lave legeaftaler for hundene og så får vi ejere jo også nye bekendtskaber, som vi kan udveksle erfaringer med. En ekstra bonus er at hunden bliver gladere og er ret træt efter et besøg i en hundeskov.
Alle kan benytte hundeskoven. Der er ikke som sådan et nedskrevet regelsæt for at benytte området, men en forventning om, at det er ansvarlige hundeejere, der kommer på stedet. – Det er ikke tilladt at komme med ulovlige og aggressive hunde, man skal også have rimeligt styr på sin hund, og så er det altid på eget ansvar, forklarer Lise.
Den nye hundeskov bliver synlig på landkortet bl.a. på Frederikshavn Kommunes hjemmeside, på den landsdækkende side hundeskov.dk, og så har initiativtagerne etableret en Facebookgruppe, hvor de fortæller om projektet.