Erik Holm Sørensens projekt er nu kommet på finansloven. Det skal sikre landsforankring.
Mennesker

Eriks projekt på finansloven

Frisk i Naturen: Erik Holm Sørensen har stået fadder til projektet og fortsætter med at brede ideerne ud i det ganske land

15. november 2021 kl. 16:20

Da Erik Holm Sørensen for godt to år siden fik en opringning fra Miljøministeriet blev han paf.

Han fik nemlig at vide, at der var sat 500.000 kroner af til at udbrede hans projekt Frisk i Naturen til hele landet. Et projekt, som giver psykisk sårbare oplevelser i det fri.

Den 66-årige frederikshavner har siden 2013 arrangeret naturture for psykisk sårbare kvit og frit og samtidigt brugt massive mængder af timer på at sætte teoretiske termer på, hvorfor præcis naturturene har en betydende effekt for psykisk sårbare.

Mange psykisk sårbare isolerer sig og sidder hjemme for sig selv. Dels fordi der stadig er mange fordomme omkring psykisk sårbarhed, og dels fordi man som psykisk sårbar ikke har den samme energi som andre.

Når hjernen er kommet på ufrivilligt overarbejde med psykiske problemer, bruger man så mange kræfter på at bearbejde de mange forestillinger, at der ikke er kræfter til ret meget andet.

Og her kan naturen vise nye veje, og derfor tager Erik Holm Sørensen brugere med på tur ud i naturen.

Hjerneforskning viser nemlig, at hjernen tilføres ny energi, fordi naturoplevelser stimulerer.

Fødselshjælp

Og det er udgangspunktet for Erik Holm Sørensen projekt. Og det er præcis det, Miljøministeriet ønsker forankret i hele landet.

- Det er en form for fødselshjælper. Vi skal sikre, at Eriks erfaringer bliver bredt ud til resten af landets kommuner, lød det dengang fra miljøminister Lea Wermelin fra Socialdemokratiet.

Dermed var det lille projekt født af Erik Holm Sørensen og bredt ud gennem hans utrættelige lokale virke for og med psykisk sårbare ikke alene blevet spottet på Christiansborg. Politikerne havde taget det til sig.

Og fødselshjælperperioden er gået så godt, at Christiansborg nu er klar til at forlænge indsatsen.

På finansloven

Regeringen og aftalepartierne bag Natur- og Biodiversitetspakken afsætter nemlig i alt 37,5 mio. kr. til nye initiativer, der skal forbedre biodiversiteten og samtidig bane vej for, at endnu flere danskere kommer ud i vores fælles natur.

- Naturen har brug for en hjælpende hånd både på land og til vands.

- Derfor har vi afsat et historisk højt beløb på dette års finanslov for at give naturen mere plads.

- Med aftalen her tager vi nye konkrete skridt med en vifte af initiativer, og så forlænger vi det succesfulde projekt ‘Frisk i naturen’, hvor psykisk sårbare inviteres med ud i naturen i samarbejde med SIND og landets kommuner, siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

Her inviteres sårbare borgere med psykiske lidelser med på eksempelvis naturvandringer langs stranden eller på fisketure ved rislende vandløb.

Otte år i marken

Det er et tilbud, der har været i gang på forsøgsbasis i Frederikshavn Kommune siden 2013, og som sidste år fik tilført ½ million som led i den politiske aftale ’Sommer i naturen 2020’.

Dengang var målet inden for det første år at få mindst 350 borgere, der normalt ikke på egen hånd kommer ud i naturen, med ud under åben himmel, og allerede efter et halvt år var målet nået.

Projektet viser, at naturen rummer et enormt potentiale for den mentale sundhed.

Derfor har aftalepartierne besluttet at afsætte 2 millioner til SIND til at fortsætte projektet.

Projektet drives af frederikshavnske Erik Holm Sørensen, der er omdrejningspunktet for at få ideen bag frisk i naturen plantet solidt overalt i Danmark.

Og det arbejde fortsætter han utrætteligt.

Vi kan meget selv

At et lille projekt helt oppe i Frederikshavn bliver set af politikerne og forankres med tilskud fra Miljøministeriet fortæller, at vi kan mere, end vi selv tror.

Erik Holm Jørgensen kan i hvert fald.

Hans projekt læner sig teoretisk op af den forskning, den svenske professor Patrik Grahn, har foretaget, der tydeliggør syv pejlemærker for at naturtilbud til psykisk sårbare kan have maksimal stimulerende effekt.

- Det artsrigt, fredfyldt, kulturhistorisk, rummeligt, trygt, vildt og åbent. Og det byder blandt andet Tolshave Mose ved Jerup på med rigt fugleliv, en lille bæk tæt på vejen og ikke mindst om den gamle, fine, granitbro, Hugtørvbro, der fører over bækken.

Og det gode ved naturen ud over at den er her og bare skal bruges, er at alle psykisk sårbare uanset diagnose, kan finde deres veje til at stimulere hjernen.

Forstør roen

Opgaven er med Erik Holm Sørensens ord at forstørre roen for rigtig mange psykisk sårbare.

Eller som en af naturtur-brugerne har sagt det :

Har jeg kaos i mit hoved, giver det ro at høre vandets rislen. Det gør mig godt at se en spire - at noget gror.

Og gror, det gør Erik Holm Sørensens projekt.

Andre læser også

Black Week i Nordjylland

Sammen med virksomheder i dit område, sætter vi i denne uge fokus på alle de gode tilbud alle de lokale butikker tilbyder.

Bliv inspireret her på LigeHer.nu eller gå på jagt i ugeavisen.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu