En skovdronning med operastemme fik tiden til at stå stille
En af de mest fasttømmerede traditioner på Dronninglund Gymnasium er skovskolen for de nye 1.g’er – og corona eller ej, så var der også i år skovskole i Dronninglund Storskov – men til forskel fra de andre år denne gang i 2-mandstelte, sprit her og der og alle vegne samt behørig afstand.
Men det var nu ikke nye regler og ændret adfærd, der skilte årets tur ud fra alle de mange andre ture. Det var en operastemme!
Under kåringen af skovens konge og dronning trådte Nanna Olsen 1e frem med sin sopran-stemme og sang den smukke og bevægende arie ”Lascia ch’io Pianga” af Händel fra operaen Rinaldo (1711). Ikke blot eleverne forstummede – skoven tav og tiden stod stille. Skovdronningen var fundet.
Skovens konge blev Peter 1b, som ligeledes imponerede med sang og guitar bakket op af mandskor fra resten af klassen.
Men ellers var det vejrguderne, der legede tagfat med eleverne: Afgang fra DG i strålende solskin og ankomst til Rosenholthytten i styrtende regn. Nogen var godt beredt, andre blev gennemblødte, men det skyllede dog ikke humøret væk og snart var lejren bygget op. 1.a vandt prisen for bedste lejrbyggeri med bord-bænkesæt, skraldestativ med affaldssortering, tørresnor og læskur til bagage.
På grund af corona overnattede eleverne i 2-mandstelte – mange i gule festival-telte med meget begrænset plads – der var mange lange fødder, der stak ud - og ikke helt vandtætte. Men igen brok.
På anden dagen torsdag havde et stærkt hold af idræts- og biologilærere arrangeret opgaveløb med forskelligartede opgaver med fællesskab og samarbejde i fokus, forhindringsløb i skoven, Lego-byggeri i blinde, gæt og grimasser, et-hjulet cykel i kombination med rugbrødsspisning og stafet i meget store gummistøvler og et spændende og meget anderledes orienteringsløb i skoven. For nogen af eleverne blev løbet lidt længere end planlagt: De for vild og måtte ringe ’hjem’.
Og så var der selvfølgelig også den faglige vinkel: Biologi i praksis der bl.a. stod på en undersøgelse af livet i søen og efterfølgende udforskning af alle de små kravl under et mikroskop.
I forbindelse med kåringerne den sidste aften var der underholdning, hvor alle klasserne skulle bidrage med et fælles indslag og aftenen sluttede med kædedans oplyst af de mange lejrbål. Det er heller ikke set før, så her er der lagt op til en ny tradition.
Efter den fælles oprydning fredag formiddag – så skoven blev forladt så god som ny – gik det ellers hjemad i øsende regn mod DG med højt humør, men på meget trætte ben.