En ildsjæl brænder igennem
Anna Marie Thusgaard har et drive, de fleste vil være misundelige på
FREDERIKSHAVN: Vi er alle stødt på dem, og de kommer i mange udgaver. Ildsjælene. Dem, der altid stiller op og gør en ekstra indsats alene af den grund, at de ikke kan lade være. De brænder for en sag, og de betaler med det dyrebareste et menneske ejer: sin tid og sin arbejdsindsats.
Det er sagt om ildsjælene, at de er en uundværlig samfundsmæssig ressource, der er med til at forandre verden. Og det kan der være noget om.
De findes på de fleste arbejdspladser, og enhver fritidsforening har med garanti én. Ellers gik det nemlig ikke.
I Barnets Blå Hus på Vrangbækvej har de flere ildsjæle, og for en af dem - Anna Marie Thusgaard - er det blevet en livsstil at engagere sig i sit lokalområde og dets indbyggere.
Hun kan ikke lade være med at have mange jern i ilden.
I en årrække var hun eksempelvis en drivende skuespillerkraft i revyen "Aalbæk Sjøw", og hun stod også bag ideen til hjemmesiden Gnaskehelten.dk, hvis formål det var at hjælpe familier i gang med at spise sundt på den sjove måde.
Men for Anna Marie Thusgaard er det især hjerteblod at kunne hjælpe dem, der for alvor har brug for det. Og det får hun rig lejlighed til i sin rolle som projektmedarbejder i Barnets Blå Hus.
- I Barnets Blå Hus hjælper vi børn, hvor en eller begge forældre har eller har haft problemer med alkohol- eller stofmisbrug. Og jeg har et totalt blødt punkt for børn, som er udsatte og har det svært.
- De har virkelig behov for at få plads og mulighed for at sætte ord på alt det svære, som de går og bærer på. Og det er jo en befrielse at opleve et barn, der indser at andre har samme problemer at kæmpe med. Når de pludselig når til den erkendelse, at "Gud, jeg er ikke den eneste".
Anna Marie Thusgaard er uddannet folkeskolelærer, og hun knyttede siden efteruddannelsen som AKT-lærer til. AKT er en forkortelse for adfærd, kontakt og trivsel, og det var i denne funktion, hun første gang stiftede bekendtskab med nogle af de børn, der ikke havde det nemt.
- Jeg fandt ud af, at det har afgørende indflydelse på børns indlæring og sociale kompetencer, hvad de kommer med hjemmefra. Og som lærer forsøgte jeg altid at arbejde med at skabe nogle rum, hvor der var plads til forskellighed.
- Men jeg oplevede ofte børn, der var i stand til at lægge låg på sig selv, og dem ville jeg gerne gøre noget for. Du kan sige, at jeg underviste i navneord for at få lov til at lave AKT.
Når en familie henvender sig til Barnets Blå Hus, har Anna Marie Thusgaard og hendes kolleger mange opgaver at tage sig af. Familierne og børnene er oftest hårdt ramte af det misbrug, som én eller begge forældre har, og der skal handles på flere fronter.
- Noget af det vigtigste, vi arbejder med, er følelser. Mange børn arbejder så hårdt på at aflæse mor eller far, at de ikke mærker sig selv. De føler ikke, at der er plads til dem, og så er det nemmere at lukke helt af. Men når børnene kommer her, hjælper vi dem til at mærke sig selv.
- Det gælder for eksempel ved at få dem til at blive opmærksomme på deres krop og åndedræt. Men vi forsøger også at få dem til at sætte ord på de følelser, tanker og oplevelser, de har haft.
- Det er hårdt arbejde, og derfor er der det meste af tiden fokus på alt det gode, familien også rummer. Især er der fokus på det gode, barnet selv indeholder.
Og selv om nogle måske tænker det modsatte, så har mange af de familier, der henvender sig til Barnets Blå Hus mange kompetencer.
- Vi møder mange mennesker her, der er gode forældre. Men så har de mødt nogle knaster på deres vej, og livet har taget en skæv drejning. I den slags situationer oplever vi, at man i de rigtige rammer kan få skabt grobund for en hel masse positivt mellem forældre og børn.
Anna Marie Thusgaard understreger, at det skal være noget særligt behageligt at komme i Barnets Blå Hus.
- Vi gør meget ud af, at det skal være rart at komme her. Heldigvis fortæller børnene derhjemme, at de glæder sig til at komme her hver uge. Familier, der har det svært, skal gerne se os som et åndehul, hvor der er gode rammer for et hyggeligt samvær.
- Derfor prøver vi også at lave nogle tiltag, der er anderledes og ret sjove. Jeg kan nævne, at vi har været en tur i Zoologisk Have i Aalborg, vi har besøgt Farm Fun og en dag var vi på udflugt i veteranbiler.
Og når sommerferien er overstået, lukker Anna Marie Thusgaard døren op til et nyt kapitel i sin tilværelse.
Hun går i gang med uddannelsen til psykoterapeut, for hun drømmer om i fremtiden at arbejde endnu mere med familieterapi. Det er dét stof, en ildsjæl er gjort af.