Emma brænder for det lille samfund: Her er stort sammenhold og virkelyst
Skærum er et af de mindste landsbysamfund i Frederikshavn Kommune, beliggende i det naturskønne landskab på grænsen til Hjørring Kommune.
Der var en gang, da Skærum havde både skole, to købmænd og en møbelfabrik med op mod 30 ansatte.
I dag er skolen lukket, købmanden er for længst gået på efterløn, og den børnehave, der blev indrettet i den lukkede købmandsgård, er omdannet til aktivitetshus. Takket være nedrivningspuljen har Skærumborgerne også fået lukket byens sidste erhvervsvirksomhed, udkantsbordellet.
Hvad er der så egentlig tilbage af Skærum, kan man spørge. Ja, der er først og fremmest skærumborgerne. Der er 85 husstande i landsbyen og med omkringliggende gårde tæller sognet 370 sjæle, og de er ganske aktive.
- Fordi mange ting er lukket ned, er der opstået et særligt sammenhold her i Skærum. Alle små samfund har brug for et fælles samlingspunkt, og her hos os er det opstået i Sogneforeningen og Aktivitetshuset, fortæller Emma Olesen, der er en af ildsjælene bag mange af de aktiviteter, der foregår i Skærum.
Glad for at bidrage
Emma er født og opvokset i Skærum. Hendes barndomshjem lå lige over for hendes mors barndomshjem. Da en sygdom resulterede i en førtidspension, fik Emma tjansen med at stå for udlejning af festlokalet i Aktivitetshuset, hvor hun i øvrigt har gået i børnehave.
I 2018 foreslog Emma Olesen, at der skulle holdes en fælles julefrokost og en julestue for børnene. Det var der sådan set stemning for, hvis altså Emma var parat til at komme i bestyrelsen for Aktivitetshuset og i øvrigt stå for arrangementet. Så det har hun gjort siden.
- Jeg har jo meget tid til rådighed som førtidspensionist, og selv om der er en del dage, hvor smerterne forhindrer mig i at gøre ret meget, er jeg glad for at kunne bidrage til fællesskabet her i Skærum, siger Emma Olesen.
Inden sygdommen arbejdede hun i delikatessen i Super Best og siden i køkkenet i Arena Nord. Så det var egentlig naturligt, at hun selv lavede maden til den julefrokost, hun havde foreslået. Så det gør Emma sammen med sin mor, Jette Olesen, der ikke er kokkeuddannet, men knaldhamrende god til at lave mad.
De laver også maden til sommerens byfest, som typisk samler 150 deltagere. Det er den weekend i året, hvor alle eksil-skærumboere kommer hjem fra studier og job for at hilse på familie og venner.
Lige nu har Emma Olesen travlt med at forberede lørdagens julefrokost, hvor der er 43 tilmeldte, og næste lørdag 25. november er der julestue.
Her ventes 25 børn at deltage. De skal danse om juletræ og have slikposer, og så kommer Nynne og underholder som julekone. Nynne er eventyrvogter og tidligere pædagog i Skærum Børnehave, den gang Emma gik der.
Holder lysfest
Årets sidste arrangement er en lysfest 22. december med bål og fakkeltog. Det er et nyt initiativ og kommer sig egentlig af, at det i sommers var forbudt at tænde sankthansbålet.
- Det gør vi så den 22. december for at fejre solhverv. Vi starter med fakkeltog fra legepladsen til marken bag Aktivitetshuset, hvor sankthansbålet har ventet tålmodigt. Så synger vi en sang eller to og slutter af med kaffe, siger Emma Olesen.
Ildsjælen Emma er glad for at være aktiv i Skærum sammen med den ni mand store bestyrelse i Sogneforeningen, der har Lone Pedersen som formand.
Noget af det, bestyrelsen bruger mange kræfter på lige nu, er at søge fonde med videre, så man kan få råd til at installere varmepumpe i Aktivitetshuset i stedet for det gamle oliefyr, der er et dyrt bekendtskab. De er lige ved at have skaffet alle pengene.