Billede beskrivelse

Elins drøm om at få sin egen café gik i opfyldelse, da hun var 55 år

12. marts 2022 kl. 10.00

De møder os med et smil, når vi træder ind ad døren og får os til at føle os velkomne. Vi ved, hvad de laver og føler næsten vi kender dem. Men hvad er deres historie? Den fortæller de med egne ord i miniportrætter, og vi starter med Elin Hovedskov fra Farmors Café:

- Gennem stort set hele mit voksenliv har jeg haft en passion for at lave mad. Min søster og jeg drømte os ofte hen i at kunne drive en cafe sammen. Det blev aldrig til noget på grund af afstanden mellem København og Frederikshavn.

I 2016 blev jeg opmærksom på at Farmors Cafe ville blive ledig. Til trods for min alder (dengang 55 år), tænkte jeg, at skulle jeg udleve min drøm, så var det nu. Det har jeg bestemt ikke fortrudt.

Jeg forlod en dagligdag i den kommunale verden, hvor jeg gennem 37 år har været klinikassistent med speciale i tandregulering og ledelse.

At blive selvstændig, gav mig vished for at jeg gennem årene har haft brug for meget større frihedsrammer end det en stilling i det offentlige kunne tilbyde. Mindre fritid – mere frihed.

Jeg har flere lederuddannelser med i bagagen, men først nu synes jeg virkelig at kunne gøre brug af dem. At kunne sammensætte og pleje et godt team – det gør mig glad.

Min dagligdag er meget travl, de 37 timer fra før kan ikke slå til. Men med planlægning (et par timer på kontoret efterfulgt af 8-10 timer passer mig fint).

Jeg har en cafe, hvor jeg selv føler mig hjemme, jeg elsker at byde mine gæster velkomne.

En sommerdag i gårdhaven giver trods travlhed så meget energi. Glade gæster – børn der boltrer sig i sandkassen, legehuset eller på vores vippedyr, så bliver jeg Farmor med stort F.

Mit menukort tager udgangspunkt i gode råvarer – helst fra lokale leverandører. Og så bærer det selvfølgelig præg af hvilke retter jeg selv sætter pris på. Af mine egne favoritter er b.la. fiskefrikadeller, pariserbøf og wienerschnitzel.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste