Elektrikeren Peter har 50-års jubilæum og får kongelig fortjenstmedalje
Da en ung og energisk Peter Sørensen kom til samtale om læreplads hos Strandby El-teknik for 50 år siden 7. januar 1974, var forventningerne høje – i hvert fald hos den unge mand. Peter, som var fuld af iver og klar til at lære, gjorde hurtigt indtryk på både chefen og kollegerne og blev en del af det dengang lille hold.
Peter Sørensen blev hurtigt kendt for sin effektivitet og dygtighed til stor beundring af både kunder og kolleger. I mere end 25 år har Peter været en central figur for alle afdelingerne i en større boligforening. Her har han stået for alt fra vedligeholdelse til elinstallationer i nye køkkener og badeværelse, udskiftning af hvidevarer og meget mere i samtlige boliger samt fællesarealer.
En af hans mest mindeværdige opgaver førte ham til det fjerne Grønland, hvor han skulle installere et brandalarmeringsanlæg. Langt væk fra hjemmets tryghed blev hastighed mindre vigtig, da en voldsom snestorm forsinkede projektet, og Peter måtte efter flere dages venten evakueres med helikopter.
Peter kom også til at prøve kræfter med skibsinstallationer i Hanstholm og ikke mindst kraftinstallationer, da Danmark skiftede fra gas til elektriske komfurer. I byggeboomet i 70'erne og 80'erne var han manden bag mange af Bindslev huse, som Strandby El-teknik var leverandør på. Her fuldførte han et af husene på rekordtiden 42 timer.
Julen var heller ikke hellig for Peter. Han har tilbragt flere juleaftener i toppen af en elmast for at sikre, at der var strøm til juleanden og flæskestegen hos de lokale familier, dengang der stadig kun var luftledninger overalt. Peter har været en vital del af Strandby El-tekniks vagtordning gennem 45 år og har altid stået klar til at hjælpe, når der blev ringet.
- Med stolthed og taknemmelighed fejrer vi Peter Sørensens 50-års jubilæum, hvor han vil blive overrakt Den Kongelige Fortjenstmedalje. Hans historie og anekdoter fra en lang og imponerende karriere vil blive husket og fortalt i mange år fremover, siger adm. direktør Tonny Stordal Johansen, Strandby El-teknik.
Fejringen af Peter Sørensen finder sted med kunder, nuværende og tidligere kollegaer, forretningsforbindelser, familie og venner fredag den 12. januar i Bistroen, Frederikshavns Golfklub.