Ditte om Helle
Den strandbyfødte kunstner Ditte Ejlerskov fortæller om sit værk med Helle Thorning som motiv
FREDERIKSHAVN: Der er tradition for, at afgåede statsministre selv vælger den kunstner, der skal male deres portræt.
Helle Thorning-Schmidt valgte en kvindelig kunstner - Ditte Ejlerskov.
Ditte Ejlerskov er, som mange her i kommunen vil vide, fra Strandby og nu kan man få et indblik i Ditte Ejlerskovs tanker og overvejelser bag portrættet.
Det sker på Frederikshavn Bibliotek tirsdag 21. august, kl. 19.30-21.30.
Ditte Ejlerskovs portræt af Helle Thorning-Schmith blev positivt modtaget af kunstverdenen, som læste maleriet som en kritik af samtidspolitikkens "House of Cards"-kultur.
Maleriet forholder sig således tydeligvis til den glansbilledeagtige mediekultur vi lever i. En kunstnerisk stil som Ditte Ejlerskov ikke opfandt til lejligheden, men har arbejdet med i årevis.
Det meste af Ditte Ejlerskovs arbejde har en feministisk vinkel, og hun bruger ikoner fra mainstream-kulturen - som for eksempel Rihanna, Beyoncé og Nicki Minaj til at belyse emner som identitet, race, krop og etik.
Med udgangspunkt i temaer som mediebilleder, popkultur, feminisme, forbrugerkultur og imperialisme undersøger og udfordrer Ditte Ejlerskov maleriet som medie til fortolkning af vores nutidige virkelighed. Hvilket også kom til udtryk i forbindelse med afsløringen af portrættet med kunstnerens eget udsagn til hovedpersonen: - Du blev en månelanding midt i patriarkatet!
Ditte Ejlerskov er født i 1982 i Strandby og bor og arbejder i dag i Skælskør efter mange år i udlandet.
Hun er uddannet fra Malmö Art Academy og Det Fynske Kunstakademi og er endvidere medstifter af forlaget Woodpecker Projects, SE, stiftet i 2008.
Ejlerskov har udstillet på store kunsthaller og museer i ind og udland.
Hendes virke spænder bredt fra skulptur, installation, film, lyd og bogudgivelser til klassisk oliemaleri.
I sit foredrag præsenterer Ditte Ejlerskov os for sit virke og den verdensopfattelse, som driver det, ligesom hun vil præsentere os for de tanker og overvejelser som ligger bag portrættet af Helle Thorning-Schmith.