Det ruller for ny Triatlon Klub
Så skal der svømmes, løbes og cykles - nye medlemmer er velkomne
FREDERIKSHAVN: Vendsyssel Triatlon Klub er en relativ nystartet forening. Klubben så dagens lys for et år siden og er kommet rigtig godt fra start.
Således tæller klubben allerede nu 22 medlemmer som har fundet sammen på en platform, der favner sundhed, socialt samvær og evnen til at kende sig selv i pressede situationer.
- Selv om vi er 22 medlemmer, så kunne vi sagtens være flere. Derfor er vi klar til at tage nye medlemmer ind, lige fra nybegynderen der gerne vil prøve sig med de tre discipliner til triatleten, der gerne vil have træning sammen med andre, fortæller næstformand Ralf Nielsen.
Klubben træner fast flere gange om ugen, hvor der også er plads til alle niveauer.
De folk, som har fået hjulene til at dreje rundt i den nye klub, er de tre stiftere af klubben formand Benny Skovhede, næstformand Ralf Nielsen og kasserer Frank Andreasen samt bestyrelsesmedlemmerne Henrik Marinussen og Michael Flagsted.