Billede beskrivelse

Den sidste gæst har forladt Helles Bed & Breakfast

06. marts 2022 kl. 08.00

Efter fjorten år i turistbranchen har Helle Hansen og John Sørensen sagt farvel til deres sidste logerende på deres populære pensionat.

Parret har i kombination med deres hovedbeskæftigelse siden 2008 drevet Helles Bed & Breakfast, hvor de indrettede den gamle tandlægepraksis på Chr. Pedersensvej med seks værelser, fællesbade og toiletfaciliteter og køkken.

Den 28. februar var den gamle bygning fra 1900-tallet rømmet, og som det sidste blev skiltet på gavlen taget ned og nøglen kunne afleveres til den nye ejer.

Parret kan se tilbage på nogle dejlige år med mange glade og tilfredse gæster. Mange, især norske turister har haft god tradition for at besøge Helles Bed & Breakfast, men som nu bliver henvist til andre overnatningssteder i Sæby.

Lejet ud

Bygningen er allerede lejet ud med to lejemål til familier, der ønsker at bo tæt på Sæbys centrum.

Helle har tre år tilbage på arbejdsmarkedet, men de glæder sig begge til allerede nu at få mere fritid.

- Der er meget tid sammen med børn og børnebørn der skal indhentes. I årene med pensionatet er det kun blevet til en længere rejse til Tanzania, så nu glæder vi os til at få tid og mulighed for at komme ud at se verden, siger begge.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste