Beboer Niels Larsen tester de nye kørestole og giver gode råd med plantearbejdet til de frivillige Birthe Christensen og Søren Daugaard. Foto: Privat
Mennesker

De Frivillige er ivrige efter at komme i gang

En gruppe frivillige på Østervrå Ældrecenter har i over et år ikke haft mulighed for at skabe oplevelser og underholdning for centrets beboere. Ventetiden er dog brugt konstruktivt til at lægge planer og søge midler

29. april 2021 kl. 13:00

Tre nye plantekasser til ældrecentrets terrasser, to kørestole og en økonomisk håndsrækning til indkøb af præmier til bankospil. Det er blot noget af det ”De Frivillige” har været heldige at få sponsorstøtte til.

I onsdags blev der så fyldt jord og planter i kasserne, så der hen over sommeren bliver nogle skønne farver og dufte at glæde sig over.

Etableringen af plantekasserne var første gang ”De Frivillige” har fået adgang til centret i et helt år, og nu kan de næsten ikke vente på, at de forhåbentlig snart får lov til at komme i gang med det, de helst vil – at skabe underholdning og oplevelser for centrets beboere.

- Vi glæder os virkelig til at komme i gang, for vi ved jo, at det er noget beboerne ser frem til, og det gør vi bestemt også, fortæller Birthe og Søren, som er to af de frivillige, der er mødt op for at plante.

De er i øjeblikket 10 frivillige, der kommer, når de kan, og det kan vi som regel hver gang.

- Vi vil da ikke gå glip af noget, griner Søren og Birthe, der lige som de øvrige otte er efterlønnere eller pensionister.

Vejret er solrigt, men vinden er skarp, så det lykkedes kun at lokke en enkelt beboer ud på den lidt vindblæste tagterrasse.

Det er Niels Larsen, som også gerne lige vil prøve én af de nye kørestole af.

90-årige Niels Larsen har boet på centret i en halvt års tid, og selv om han klarer sig fint med en rollator, så vil han da godt lige vurdere de nye kørestole.

Dommen er klar, de fungerer fint, lyder det fra Niels, mens han kaster et vurderende blik på plantearbejdet.

”De Frivillige” glæder sig til igen at kunne afholde bl.a. sang- og musikaftener.

- Vi har fået nogle fine aftaler med flere lokale musikere, som gerne stiller op med deres instrumenter – oftest som et led i deres øveaftener, fortæller Birthe og Søren.

- Vi glæder os også helt vildt til at komme ud med vores nye bus. Den blev sidste år indkøbt i fællesskab med Dybvad Ældrecenter, men vi har ikke rigtig fået den indviet endnu, så vi skal da forhåbentlig snart på nogle udflugter ud i det smukke vendsysselske landskab.

Ud over de nævnte tiltag, så har ”De Frivillige” også søgt og fået midler fra de kommunale §18-midler, som skal gå til tre udflugter til Fun Farm i Ålbæk, Zoo i Aalborg og Nordsø Oceanarium i Hirtshals. Desuden er der søgt om hjælp til indkøb af lyddæmpende billeder og krukker til indendørs brug.

Kørestolene er sponseret af Seimei Fonden, højbedene af Betaniaforeningen og Sparkassen Vendsyssels Fond har bidraget med 5.000 kr. til bankospil.

”De Frivillige” er: Doris Nielsen, Helle og Ole Sørensen, Lene Boel, Viola Jensen, Dorrit Lamborg, Ole Nielsen, Birthe Christensen og Søren Daugaard.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu