Danny er ny forpagter af SkawBowling: - Hele familien glæder sig
SKAGEN: - Jeg er spændt som en fjeder!
Sådan siger Danny Foldager om sin nye stilling, som forpagter og daglig leder af SkawBowling på Buttervej i Skagen, som han officielt indtræder den 29. november.
Og det kommer ikke til at gå stille for sig. Her vil der både være gratis bowling, DJ, konkurrencer og meget mere.
Et velkendt ansigt
42-årige Danny er født og opvokset i byen og er kommet i hallen siden 2016, hvor han selv startede med at bowle sammen med to kollegaer fra Karstensens Skibsværft.
- Så kom den daværende forpagter med en seddel, hvor der stod lidt om selve klubben, og så tænkte jeg: det vil jeg fandme da prøve! Og så greb det om sig, fortæller Danny.
Han blev hurtigt en del af holdet, som træner i hallen hver mandag, og sidder i dag på både formands- og seniorlederposten.
- Det viste sig at være det helt rigtige for mig. Jeg ville ikke være det foruden.
Tidspunktet er helt rigtigt
Forpagtningen overtager han fra Ole Kragelund, og det er i den grad en velovervejet beslutning - Danny har gået med tanken om at forpagte stedet i flere år.
- Jeg har overvejet det af flere omgange, men jeg syntes mine børn var for små til, at deres far skulle været meget væk. Men nu har de en god alder begge to, og tidspunktet er rigtigt, fortæller Danny Foldager.
Datteren Emma, der fylder 13 i december, og sønnen Carl-Emil på 8, kommer næsten ligeså meget i hallen, som Danny selv.
Ole Kragelund, der selv er en ihærdig firmabowler, trådte til som midlertidig forpagter, da stedet pludselig stod på usikker grund. Nu er Oles kontrakt udløbet, og så stod Danny klar.
- Jeg drøftede det med familien derhjemme, og de var helt klar på det.
Bowlingmiljøet skal bestå
De seneste år har der været en del udskiftning blandt den daglige ledelse af hallen. I de knap 10 år, Danny er kommet i hallen, har der været flere forskellige forpagtere inde over, så Dannys beslutning kommer lige så meget af en målsætning om, at bowlingmiljøet skal bestå.
- Man har jo set bowlinghaller, hvor der kommer en forpagter, som sagtens kan drive en café, men ikke har forstand på selve bowlingmiljøet. Så er klubberne endt med at rykke et andet sted hen, og så har økonomien ikke kunne køre rundt, fortæller han.
Et sådant scenarie ønsker Danny ikke at risikere.
- Alle de hyggelige timer og fællesskabet deroppe - jeg kunne slet ikke overskue, hvis det skulle stoppe. Og hvis vi skulle til at tage til Frederikshavn eller Hjørring for at drive klubben videre, ville det slet ikke være det samme.
At det nu er netop ham, der overtager den daglige ledelse, er også med stor opbakning fra klubben.
Hele familien er klar
Danny Foldager fortsætter sit arbejde som tømrer hos Karstensens Skibsværft, for der er heldigvis allerede et solidt hold af gode ansatte i bowlinghallen.
- De er skide dygtige, og man smider jo ikke guld på gaden, fortæller han.
Samtidig vil Dannys kone, Anna-Marie, hjælpe i hallen på frivillig basis, og når datteren inden længe bliver gammel nok til et ungdomsjob, vil hun også gerne være en del af teamet.
8-årige Carl-Emil er endnu ikke gammel nok til at blive en del af en klub eller til at træde i arbejdstøjet, men han er altid klar med en bowlingkugle i hånden, hvis der er en ledig bane - så han vil helt sikkert også være at finde, sammen med resten af familien.
- Vi er så spændte. Det er jo et nyt kapitel i familielivet, men vi glæder os helt vildt. Og med al den opbakning vi har set, så bliver det bare fedt.
Starter op med kæmpe fest
Lørdag den 29. november, samme dag som Danny Foldager overtager ledelsen, er der inviteret til kæmpe fest i bowlinghallen på Buttervej - og det er for alle.
Fra 12 til 18 vil der være gratis bowling, ligesom der vil være gratis velkomstdrinks, snacks og kage til de først fremmødte.
I løbet af dagen vil der blandt andet være konkurrencer, lodder ved køb af mad og Spin the Wheel - og når mørket falder på, vil der være DJ og Power Bowling for fuld drøn.
Derudover vil der naturligvis være mulighed for både at hilse på stedets nye forpagter og hans familie, samt til at sige på gensyn til tidligere forpagter, Ole Kragelund, som fortsat er en god ven af huset.
- Der skal rettes en stor tak til Ole. Jeg overtager et stærkt fundament, som jeg glæder mig til at bygge videre på!, siger Danny Foldager.