Cyklen er pumpet og pakket
Strandbynitten Peter Skovbak skal deltage ved VM i 24 timers cykelløb
STRANDBY: Peter Skovbak er til daglig politikommissær ved Nordjyllands Politi i Frederikshavn, men når arbejdsdagen er omme, skifter han politiuniformen ud med cykeltøjet, for han er bidt af cykling.
Og det er vel at mærke ultracykling, hvor han udfordrer både sig selv og sin cykel til det yderste.
Lørdag 20. oktober rejste han og kæresten til USA, hvor han fredag klokken 18 lokaltid sætter sig på cyklen for så at blive på cyklen de næste 24 timer i cykelløbet "6-12-24 Hour World Time Trial Championships".
- Vi er omkring 200 cyklister fra hele verden, som deltager. Man kan vælge at cykle i seks, 12 eller 24 timer. Omkring 100 vælger at cykle i 24 timer, siger Peter Skovbak.
Sigter efter en plads i top 20
Løbet finder sted i den lille ørkenby Borrego Springs i Californien, der med sine cirka 3500 indbyggere er noget større end Strandby med omkring 2300 indbyggere.
Selv om Peter Skovbak rejser fra en lille by til en anden lille by, så ophører lighederne der.
- Løbet foregår i ørkenen, hvor temperaturen kommer til at ligge omkring på 30 grader. For et par uger siden var det 40 grader, siger Peter Skovbak.
Løbet foregår på rundstrækning på 18 miles, som svarer til 26 kilometer.
- Jeg regner med at køre et sted mellem 720 og 750 kilometer, og det skulle gerne række til en placering i top 20, som er mit mål, siger cyklisten.
Selv om han har passeret de 50, så ser han det ikke som nogen stor ulempe.
- Ved sidste års løb var tre af de 10 bedste over 50 år, konstater Peter Skovbak tørt.
Drømmer større
Løbet i Californien bliver det tredje store løb for Peter Skovbak i år.
Det gik godt for ham ved Race Across Italy i april, mens et grimt styrt sendte ham ud af Race Around Denmark i maj måned.
Drømmen er dog større.
- Med et godt resultat i WTTC vil der kun være enkelte skridt tilbage, før deltagelsen i Race Across America vil være en realitet, siger Peter Skovbak om det 5000 kilometer lange cykelløb tværs over USA.