Christina Ørskov er ny næstformand i Danske Maritime. Pr-foto
Mennesker

Christina Ørskov bliver ny næstformand i Danske Maritime

Knud Degn Karstensen, direktør på Karstensens Skibsværft, træder af som næstformand efter 10 år, og det bliver nu ejer og direktør hos Orskov Yard, Christina Ørskov, der indtager næstformandsposten

22. april 2021 kl. 10:39

Efter ti år som næstformand havde Knud Degn Karstensen, direktør på Karstensens Skibsværft, valgt ikke at genopstille som næstformand i Danske Maritime. Ny på posten bliver Christina Ørskov, ejer og direktør Orskov Yard, oplyser Danske Maritime i en pressemeddelelse.

Knud Deng Karstensen siger farvel til Danske Maritime med stor tilfredshed over den udvikling, som både foreningen og den maritime industri har gennemgået.

- Det har været en spændende rejse gennem teknologiske landvindinger, hvor vi af samme årsag har fået udvidet medlemsskaren hos Danske Maritime med mange spændende nye virksomheder over årene. Når man som mig har været med i mange år, er det berigende at opleve den innovation og nytænkning, som gennemsyrer branchen. Danske Maritime anno 2021 favner bredt og arbejder dedikeret for sine meget forskelligartede medlemmer, og jeg er utrolig glad for at have kunnet bidrage, siger Knud Degn Karstensen.

Den nye næstformand Christina Ørskov, ejer og direktør hos Orskov Yard, kommer med en bred bestyrelseserfaring og glæder sig til at bidrage til arbejdet på tværs af den maritime industri.

- Jeg er meget glad og stolt over at blive ny næstformand i Danske Maritime, som jeg har haft et godt og givende samarbejde med i efterhånden mange år. Jeg brænder meget for stærke samarbejdsrelationer – både i den maritime industri, i Det Blå Danmark som helhed og mellem både store og små aktører. Der er brug for et stærkt sammenhold, så vi kan komme godt videre fra krisen i alle grene af den maritime industri. Det er meget forskelligt, hvordan krisen har ramt os, men jo stærkere vi er sammen, jo hurtigere kommer vi forhåbentlig ovenpå igen, siger Christina Ørskov.

Som formand i Danske Maritime fortsætter Bjarne Foldager, CEO hos MAN Energy Solutions, som kan se tilbage på et udfordrende år og ser frem til at fortsat at arbejde med og på vegne af den maritime industri – nu med ny næstformandskollega.

- Krisen har budt på nye og store udfordringer, og det har været helt centralt, at vi på vegne af den maritime industri gjorde vores indflydelse gældende og deltog ekstraordinært meget i samfundsdebatten. Vi har som brancheforening lagt os i selen for at få den maritime industri bedst muligt gennem krisen, og mængden af udfordringer har været til at få øje på. Nu begynder det heldigvis at lysne, men der er stadig masser af sager at holde snor i, og jeg glæder mig meget til samarbejdet med Christina Ørskov, siger Bjarne Foldager.

Det samme gør Danske Maritimes administrerende direktør Jenny Braat.

- Christina er med sit store branchekendskab en stor gevinst for Danske Maritime. Vi har blandt andet haft et rigtig godt samarbejde om at sikre gode uddannelser og kompetenceudvikling i branchen, og den erfaring, hun bringer til bordet, er til stor gavn for Foreningen. Samtidig er vigtigt for os at få repræsenteret erhvervet bredt. Jeg er sikker på, at Bjarne og Christina kommer til at komplimentere hinanden godt i formandskabet, og jeg glæder mig til samarbejdet. Samtidig vil jeg gerne sige varmt tak til Knud for hans store indsats for den maritime industri, og det utroligt gode samarbejde, vi har haft, siger Jenny Braat.

Blandt de emner, der i dag blev drøftet til generalforsamlingen, var udfordringer med rejser ud og ind af Danmark.

Ikke mindst i forbindelse med rejser til Asien, herunder særligt Kina, som er et af de helt store markeder for danske maritime virksomheder. Mange maritime virksomheder oplever fortsat massive problemer både ifm. indrejse og ift. at kunne udføre arbejdet efter den krævede karantæneperiode.

Danske Maritime har blandt andet rejst problemstillingen på europæisk niveau, og der er i det nye formandskab enighed om, at emnet fortsat skal prioriteres højt – også i dialog med danske politikere.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu