Billede beskrivelse

Christian har talent: Nu er drengedrømmen gået i opfyldelse

22. marts 2022 kl. 13.30

18-årige Christian Termansen fra Syvsten har gjort det, de fleste håndboldspillere drømmer om i ungdomsårene, men som de færreste opnår. At skrive kontrakt med et ligahold.

Men det er nøjagtig, hvad Christian har gjort med Aalborg Håndbold. En to-årig kontrakt med start i sommeren 2022 og løbende til sommeren 2024.

Christian har fået sin håndboldopvækst først i Sæby HK, dernæst i Hjallerup IF, inden han som U17-spiller skiftede til Aalborg Håndbold.

- Det er kæmpe stort, og jeg er utrolig stolt af at have opnået en kontrakt, fortæller Christian Termansen.

- En af mine første trænere, Daniel Nielsen fra Sæby HK, har altid sagt til os spillere, når vi trænede som drenge, at vi hver gang skulle træne, spille og kæmpe for at blive lige dén spiller, som fik kontrakt med Aalborg Håndbold. Og her slap jeg så gennem nåleøjet.

Fast del

Der bliver mange stjerner at se op til, spille med og kæmpe mod, når Christian forhåbentlig bliver en fast del af Aalborg Håndbolds ligahold.

- Hvis jeg skal nævne et forbillede, så må det blive Mathias Gidsel, som også spiller højre back lige som mig på banen, siger Christian Termansen.

- Men det bliver da også helt specielt at spille sammen med landsholdsstjerner som Henrik Møllgaard og Mikkel Hansen, når han til sommer også kommer til Aalborg Håndbold.

Billede beskrivelse

Vokse ind i himmelen

Christian har allerede nu haft debut med spilletid i både herreligaen, i en Champinons League-kamp og har endda scoret sit først ligamål. Alt sammen det ene store øjeblik oven i det andet.

- Det var et kæmpe stort øjeblik at komme ind på banen i ligakampen mod Mors, hvor vi spillede på hjemmebane. Det sus, det gav, var bare helt ubeskriveligt, fortæller Christian Termansen, som samtidig med håndbolden går i 3. g på Dronninglund Gymnasium og bliver student til sommer.

- Det har været og kan stadig være et helt puslespil at få det hele til at gå op med både skole, håndboldtræning, kampe og diverse landsholdssamlinger, siger Christian, som også er udtaget til U19-landsholdet.

- Men heldigvis har jeg en god aftale med rektor på Dronninglund Gymnasium, gode klassekammerater, som hjælper mig med noter, så jeg kan følge med. Og ikke mindst mine forældre, som hjælper mig med alt det praktiske, så min store drøm kan gå i opfyldelse, fortæller han.

Han drømmer om at komme på A-landsholdet og på sigt skrive kontrakt med en stor udenlandsk klub.

Sabbatår som håndboldspiller

Nu venter en læseferie, kombineret med diverse eksaminer, inden Christian kan sætte en hue på hovedet og kalde sig student til sommer. Og selvom det kun er blevet til en enkelt gymnasiefest om året for Christians vedkommende, så synes han, at det er og har været hele sliddet og savnet værd. Især når man de næste to år kan se frem til sabbatår, hvor han er håndboldspiller i en af Danmarks bedste håndboldklubber.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste