Kris Pedersen midt på pladsen hvor det nye Palads Teater bliver placeret. Foto: Michael Madsen
Mennesker

Kris tog spadestikket til det nye Palads

Kris Søgaard Pedersen og Sofia Rafn, der driver Palads Teatret, ser frem til at slå dørene op til en ny, moderne biograf næste år

13. april 2021 kl. 12:30

FREDERIKSHAVN: Efter at have ventet i næsten 11 måneder på at få den endelig byggetilladelse til opførelsen af to højhuse med 32 lejligheder på Værkergrunden ved siden af Føtex, kunne Trigon endelig igangsætte byggeriet torsdag 8. april.

Og det er ikke kun Trigon og de fremtidige beboere, der glæder sig over, at projektet er i gang. Som en del af projektet flytter Palads Teatret til helt nye lokaler og faciliteter i bunden af det der kaldes Nordtårnet, og det var en meget begejstret Kris Søgaard Pedersen fra Palads Teatret, der sammen med sine to børn Manola og Luis tog de første spadestik til Nordtårnet.

- Det har været en lang og speciel ventetid, hvor vi har været usikre på hvordan det gik med projektet, og samtidig har vi været nedlukket på grund af corona. Så det er en fantastisk dag i dag, hvor vi nu ser fremad og glæder os til at blive en del af det her projekt fortæller Kris.

Kris Søgaard Pedersen driver Palads Teatret sammen med sin kone Sofia Rafn, og de har lavet den helt store research rundt om i Danmark og udlandet for at finde inspiration til den nye biograf.

Første skovlfuld blev taget med stor begejstring. Foto: Michael Madsen

- Vi får mulighederne for at starte helt fra bunden og bygge et helt nyt biograf koncept, ud fra vores egne tanker om, hvordan det skal være at få en stor filmoplevelse, i en moderne biograf.

- Vi får 2400 kvadratmeter at boltre os på, og der bliver i alt 4 sale. Den største sal bliver ca. fire gange så stor som den nuværende sal 1, og vi får et af de største lærreder i Danmark. Men vi går meget op i at det ikke skal virke for stort. Vi forsøger at lave det hyggeligt og bevare noget af den hygge vi har haft i den gamle biograf, som vi har været glade for, men den kan desværre ikke længere følge med de krav der stilles til en biograf oplevelse i dag fortæller Kris.

Den største sal får plads til 212 personer, mens sal to og tre får plads til henholdsvis 112 og 70 personer. Sal fire bliver en lille hyggesal, med plads til 30 personer og den bliver velegnet til private arrangementer og nichefilm.

- Vi ser frem til at give Frederikshavnerne helt nye oplevelser når de skal i biografen. Vi får de lækreste stole og der bliver god plads til at nyde filmene. Det skal være en speciel oplevelse at gå i biografen, og vi kommer til at tilbyde nogle af de bedste faciliteter i Danmark fortæller en begejstret Kris Søgaard Pedersen.

Kris og Sofia’s to børn Luis og Manola tog et ægte spadestik, mens farmand fik hjælp af gravemaskinen. Foto: Michael Madsen

Palads Teatret bliver de første til at flytte ind i det nye byggeri. Biografen forventer at kunne åbne for publikum 1. februar 2022. Lejlighederne i Nordtårnet forventes at være indflytningsklare ca. 1. maj, mens lejlighederne i Sydtårnet vil være klar omkring 1. juli.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu