Billede beskrivelse

Bykor synger efter corona-retningslinjer

04. september 2020 kl. 11.18

Torsdag den 10. september kl.19:00 indleder Frederikshavn Bykor den nye sæson. Korøvningerne finder som sædvanlig sted i Abildgård kirke og overholder de retningslinjer, der er udstukket fra sundhedsmyndighederne, dvs. afstand, afspritning og god håndhygiejne.

Korets dirigent Søren Rasmussen, der er organist i Abildgård kirke, vil med sit gode humør og sin sikre musikalske kunne tilbyde koristerne mange musikalske oplevelser. Den største udfordring for Bykoret i efteråret bliver en opførelse af Faurés meget smukke Requiem, der opføres i november i Frederikshavn kirke. Bykoret får her hjælp af Frederikhavn kirkes kor, Abildgård kirkes voksenkor og Vokalgruppen OKTOGON.

Udover traditionelle julekoncerter i Frederikshavn- og i Sæby kirke deltager Frederikshavn Bykor i år lige før jul i en ”Optakt til jul” koncert i Fladstrand kirke, og her medvirker endvidere Olga og Taras Daniluk på violin.

I det nye år opfører Bykoret sammen med Vrejlev Kloster kirkes kor ”Spillemandsmessen” i Vrejlev- og i Frederikshavn kirke.

Desuden vil koret i foråret arbejde med sange, der som tema har Genforeningen med Sønderjylland; her skal blot nævnes ”Det lyder som et eventyr”.

Så der er nok at tage fat på, og har du lyst til at deltage i et muntert musikalsk fællesskab omkring spændende og varieret korsang, er du meget velkommen til at deltage i Frederikshavn Bykor.

Vil du vide mere om koret, kan du orientere dig på Frederikshavn Bykors hjemmeside eller henvende dig til vores dirigent Søren Rasmussen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste