Billede beskrivelse

Brugte briller får nyt liv

26. december 2024 kl. 06.03

SÆBY: Når ikke du længere kan læse LigeHer.nu med dine briller, kan de komme andre tilgode.

Lions Danmark har indgået en aftale med Thiele butikker landet over om at modtage brugte briller.

I Sæby har samarbejdet eksisteret siden 2010, hvor der gennem årene er blevet afleveret mange briller i det fine indsamlingsrør, som står hos Thiele i Grønnegade.

Optiker Pernille Asp er glad for at kunne hjælpe med at give verdens fattigste et nyt syn.

- Man behøver ikke at være optiker for at vide, at synet er afgørende for at få en uddannelse og klare sig på arbejdsmarkedet.

Billede beskrivelse

- Det er skønt at se, at de brugte briller kan få nyt liv på næsen af nye brugere.

- Thiele i Sæby har været rigtig dygtig til at indsamle briller, så vi har nu pakket syv papkasser med 4.000 par briller, der er blevet sendt til udvalgte afrikanske lande, fortæller Jens Ole Sørensen fra Lions Sæby.

Lions og Thiele får brillerne målt op og sender dem til specielt Afrika og Latinamerika, hvor der er stærkt brug for synshjælp.

Over 30.000 par briller forlader hvert år Lions klubbernes opmålingssteder for at blive fragtet ud i den store verden.

Brillerne sendes til opmåling på produktionsskoler, hvor de opmåles, påsættes styrke, kontrolleres og emballeres i plastpose. Brillerne pakkes herefter i kasser med 50 briller af samme styrke.

På modtagerstedet sørger professionelle øjenlæger eller trænede frivillige for at screene de synshæmmede.

Kampen mod blindhed har altid været et kerneområde i Lions. Klubberne var blandt andet med i udviklingen af den hvide blindestok og uddannelse af førerhunde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste