Billede beskrivelse

Birgit blev hyldet: Derfor fik hun årets Civitanpris

29. maj 2025 kl. 06.04

SÆBY: Hvert år i maj kåres årets ”Civitan Borger”. Prisen tildeles en person eller en forening, som gør en forskel i lokalsamfundet.

I år modtog én af Sæbys største ildsjæle, Birgit Erikstrup hæderen fra Civitan Club Sæby.

- Tildeling af prisen skal ses på baggrund af Birgits store engagement og formandskab i Sæby Handicap Idrætsforening og i Aktive Kvinders Hyggeklub, som mange har glæde af, sagde formanden for Civitan, Johan L. Madsen ved overrækkelsen.

Valget af Birgit Erikstrup og overrækkelsen af prisen kom som en stor overraskelse for modtageren.

Midt under et bestyrelsesmøde i handicap idrætsforeningen, bankede det på døren og tre medlemmer af Civitan Club Sæby trådte ind og spurgte om de måtte forstyrre et øjeblik.
Formanden gjorde store øjne, da hun erfarede, at det var hende der var i centrum.

- Det var en glædelig overraskelse, at jeg kom i betragtning til prisen, hvorfor pengene endnu ikke er øremærkede til noget bestemt formål, men jeg tænker at nogle af pengene kommer til at indgå i en aktivitet sammen med bestyrelsen i handicap idrætsforeningen, siger Birgit.

Hele bestyrelsen gør et godt stykke arbejde for de handicappede, med svømning i vinterhalvåret og arrangerer ugentlige cykelture samt sociale arrangementer og fælles oplevelser på forskellige ture, pointerer Birgit Erikstrup og fortsætter.

- Da bestyrelsen er nået op i alderen, kunne vi godt tænke os, at der kom yngre og friske kræfter til og som vil være med til at gøre noget for vores glade medlemmer.

Sammen med to andre frivillige i foreningen Aktive Kvinder sørger Birgit for alt det praktiske omkring møderne i ”Hyggeklubben” hver anden torsdag.

Ligeledes skal årets aktiviteter planlægges og indgås aftaler med blandt andet foredragsholdere, underholdning, udflugter med videre.

Ud over hæderen, består prisen som årets Civitan Borger af en plakette, diplom og et kontant beløb på 5.000 kroner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste