Bedemand på visit: Fra fødsel til bedemand
Frank Hejslet, Sæby kommer i Onsdagsklubben i Sognehuset ved Frederikshavn Kirke og holder foredraget ”Fra fødsel til bedemand”.
Det sker onsdag 17. november kl. 14,30.
Frank Hejslet er født Hjørring, opvokset i Syvsten og kom derfor i Volstrup Skole.
Efter folkeskolen tog han studentereksamen fra Dronninglund Gymnasium og boede herefter en årrække i Tyskland, hvor var sælger alt mens han om aftenen spillede i Musicalen Buddy Holly i Hamburg.
Han har nemlig et virkelig godt greb om trompeten - så godt at det ikke blot er en hobby, men reelt en livsstil.
Han har været bedemand siden 2001 og er indehaver af Hejslet Begravelsesforretning sammen med lillebror John.
Han vil i foredraget fortælle om sine oplevelser igennem et aktivt liv med kirkekoncerter, Sæbygarden, Bangsbostrand Byorkester, torpedobåd og Danske Bedemænd, Sæby Tyrolerorkester og meget mere.
- Jeg vil desuden synge en række vendelbosange, spille lidt på trompeten og tage et par sange med til fællessangen, siger Frank Hejslet.