Bangsbo Freja udfordrer landets bedste klubber

Ungdomshold fra Bangsbo Freja deltager i den kommende sæson på allerhøjeste plan. Som kun ét af to hold i hele Nordjylland har klubbens U10 drenge kvalificeret sig til at deltage i Golden League

25. juni 2018 kl. 11.20

FREDERIKSHAVN: Verdensmesterskaberne i fodbold i Rusland rammer i disse dage tv-skærmene massivt, og i enhver flække i ethvert land på kloden følger man Cristiano Ronaldo, Eden Hazard, Lionel Messi og alle de andre store stjerner så tæt, som det lader sig gøre.

Fodbold er uden sammenligning verdens største sport, og den kan sætte de stærkeste følelser i gang.

Men det er vel ikke for meget sagt, at det over tid har ligget lidt stille med fodbolden i Frederikshavn og omegn, og det er længe siden, byen for alvor lod sig rive med på grund af gode resultater på grønsværen.

Men måske venter forandringen rundt om hjørnet, for i Boldklubben Bangsbo Freja har de gang i noget stort.

Klubbens U9 drenge har netop kvalificeret sig til det nye tiltag, som Dansk Boldspil Union kalder Golden League, og som gælder for drenge i U10 - U12 alderen.

Og det er ret stort, for det er kun landets allerbedste spillere i årgangen, der får lov at være med.

- Vi glæder os vildt til den kommende sæson. Golden League er jo en overbygning på DBU´s A-række, og da vi nu har vundet den to år i træk, så har vi kvalificeret os til at være med. Kun to hold i hele Nordjylland er med i den kommende sæson. Det er Jetsmark og så altså Bangsbo Freja. Resten af de deltagende hold skal findes syd for fjorden, siger U9-træner Casper Klingenberg.

Golden League er altså ikke en række for alle, og man kan ikke bare melde sig til. Man skal kvalificere sig via gode resultater, og Bangsbo Freja kan nu se frem til at møde hold, man normalt ikke ville skulle spille imod.

- Det er jo det, der er det spændende ved det hele. Nu kan vi komme til at møde hold, hvis seniorer normalt spiller i Superligaen. Det drejer sig eksempelvis om FC Midtjylland, Esbjerg, OB, Silkeborg og AGF, og det bliver interessant både for os trænere, men selvfølgelig også for drengene at skulle spille på store stadions og inden for helt andre rammer, end vi er vante til.

Casper Klingenberg har selv en fortid som spiller på ret højt plan.

I halvfemserne var han en yderst habil målmand på forskellige divisionshold i FFI, og han synes, det er på tide, at der sker noget på fodboldfronten i Frederikshavn.

Drengene på det kommende U-10 hold i Bangsbo Freja kan måske være med til at løfte den opgave.

- Vi har i hvert fald en meget talentfuld årgang, der desuden har en fantastisk træningskultur, så vi har lov til at se lyst på fremtiden. Og uden at det skal lyde alt for overlegent, så vil det da være fedt, hvis vi kunne være med til at hæve standarden. Vi er godt på vej, og vi kunne godt tænke os at blive et trækplaster for de talenter, der vil noget mere med deres sport.

Fra Dansk Boldspil Union lyder det, at man med Golden League gerne vil gøre noget ekstraordinært for de spillere, der er i alderen 10-12 år.

- Der har igennem længere tid været gjort for lidt - eller slet ikke noget - for de allerbedste i de ældste børneårgange. Det vil vi gerne gøre op med, og derfor prøver vi dette tiltag, og navnet Golden League dækker over, at vi har med børn at gøre, der befinder sig i den motoriske guldalder, og samtidig signalerer det, at det er noget markant anderledes end det, vi normalt udbyder, siger sekretær i DBU Jylland, David K. Nielsen

De dygtige drenge fra Bangsbo Freja bliver de første i Østvendsyssel til at deltage i Golden League, og når sommerferien er overstået, er de altså klar til at udfordre spillere fra nogle af de største klubber i Danmark.

Hjemmebanen bliver Eniig Arena på Vrangbækvej, men holdet skal fremtidigt besøge udebaner som blandt andre MCH Arena i Herning og Ceres Park Arena i Aarhus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste