Anja Lovén på podiet med en gruopvækkende fortælling, men ikke uden håb.Privatfoto
Mennesker

Anjas gribende foredrag redder heksebørn

Bysbarn fik varm modtagelse i Frederikshavn

23. oktober 2021 kl. 05:10

Skrevet af Hanne Albæk

Fra Frederikshavn til Brønderslev, Låsby, Gentofte, København…

Heksebørnenes mor, Anja Lovén, er lige nu på farten i Danmark for at holde foredrag efter foredrag.

Og hun elsker det. At fortælle om sit livsprojekt gennem ni år, Land of Hope-børnecentret i Nigeria.

Norsk tv har lige interviewet hende forud for hendes foredrag i Oslo 21. november.

Specielt om den lille heksedreng, Hope, der gjorde frederikshavnske Anja verdensberømt.

Fem år efter redningen en glad og yderst begavet dreng, desværre døvstum, men i almindelig skole har han lært både at læse, skrive og regne og er “best body” med Anjas egen 7-årige søn, David Jr.

Udstødelse og tortur

81 børn har Anja og hendes team med ægtemanden, den nigerianske nødhjælpsarbejder og jurist David i spidsen, efterhånden reddet fra social udstødelse og tortur, og med over 40 ansatte i børnecentret udgør Indtægterne fra Anjas foredrag en væsentlig indtægt til driften af børnecentret.

Lille Hope da han blev reddet? ude i en landsby - ingen ville kendes ved heksebarnet.

Sammen med donationer, støttemedlemsskaber mm viste årsregnskabet 2020 fra revisionsselskabet Deloitte for Anja Lovéns internationale nødhjælpsorganisation landofhope samlede indtægter på 5,7 mio kr. og udgifter på 5,3 mio kr.

Organisationens medarbejdere breder sig under massiv beskyttelse af politi og sikkerhedsvagter ud over børnecentrets tre meter høje mure i det fattige og dybt kriminelle land - ud i de små landsbyer, når der kommer oplysninger om heksebørn - men også med oplysning mod overtro, om prævention, og med donation af vacciner mod diverse smitsomme sygdomme og landofhope støtter også de børn fra centret, der er videre til universiteter.

Overskud polstrer organisationen til fremtidens opgaver og udfordringer, og hvor Nigeria med 200 mio indbyggere lige nu bevæger sig på kanten af en hungersnød.

Macheter, slag og gift

Tirsdag nåede foredragsturnéen til Anja Lovéns egen fødeby Frederikshavn og næsten 120 tilhørere lyttede til hendes fortælling om sit liv og livsprojekt.

Med gru og forfærdelse men også med håb, eller som en tilhører efterfølgende så rammende beskrev det på facebook, hvor Anja Lovén har over 300.000 følgere:

“Okay, jeg bryder lige stimen af græskar-fotos og efterårssysler med et opslag, som har giver stof til eftertanke hos mig.

Aftenens foredrag med fantastiske Anja Ringgren Lovén blev en bevægende og opløftende oplevelse.

Man kunne vælge at fortabe sig i harme, uretfærdighed og komplet kvalmefremkaldende gru over, hvordan børn i fattige landsbysamfund i et af verdens mest underuddannede og korrumperede lande, Nigeria, behandles og mishandles. Med knive, macheter, slag, gift og social udstødelse.

Og der blev da også vist både barske billeder og videoer fra Anjas virke i landet, som rykkede noget fra hinanden inde i mig.

Men aftenen handlede om langt mere end heksebørn. Anjas fortælling rummede i høj grad budskabet om, hvordan oplysning og uddannelse giver håb for fremtiden og sætter overtro i rette perspektiv.

Lille Hope i dag - en glad, begavet og meget kreativ gut på omkring 7-9 år. Privatfoto

Hvordan kærlighed og en fælles drøm skaber et særligt bånd af muligheder. Om ambassadørskab, folkeoplysning, og viden som rette vej til en fremtid, hvor børn ikke bliver skamferet og forvist fra deres familier uden mulighed for at overleve. Og om Anjas eget kald og mission for at gøre en stor forskel langt væk fra Danmark.

En udvikling er startet

Jeps, virkeligheden er hårdtslående, men Land of Hope og Anja arbejder for løsninger og muligheder.

81 børn bor lige nu på Land of Hope, hvor de får omsorg, skolegang og en tryg opvækst. Og succeshistorierne er mange, for gennem årene er Land of Hope børn blevet voksne, kommet i uddannelse og støtter nu selv udbredelsen af viden i deres egne små lokalsamfund og i deres familier.

Se, sådan starter man en udvikling af en mere oplyst kultur, der forhåbentligt bliver selvbærende engang.

Anja oplever udviklingen tæt på og har troen på det, og derfor tør vi andre også godt smile igen”, lyder det på facebook.

Foredraget på The Reef og salget af Anja Lovéns bog, donationer og merchandise i Frederikshavn, arrangeret af Frederikshavns tre Lions Club’er og HXE-Ringen, indbragte Anja endnu et pænt rundt beløb til hendes enestående virke i Nigeria.

Anja Lovén medvirker også i dette års udgave af Barn af Vendsyssel, som Lions Clubber i Vendsyssel står bag. Den udkommer tirsdag 2. november

Der blev støttet op af borgmester Birgit Hansen og af en anden af Frederikshavns ildsjæle, Niels Ørskov, samt mange andre og lyttet med vantro til, hvordan børn i Nigeria på grund af ekstrem fattigdom og uvidenhed bliver mishandlet som heksebørn. Privatfoto

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu