Billede beskrivelse

Ambitiøst mål: Intet nordjysk filmset uden Liv!

11. oktober 2024 kl. 06.04

FREDERIKSHAVN: Hun elsker film, og hun elsker Nordjylland. Og den kombination har Liv Lundholm Pedersen faktisk gjort til sin levevej i sin egen virksomhed Saga Media. Her laver hun sine egne filmprojekter, men meget af tiden arbejder hun i alle mulige funktioner inden for filmproduktion for produktionsselskaber, som vælger at lave optagelser i Nordjylland.

Liv Lundholm Pedersen startede sin filmkarriere som så mange andre på Filmmaskinen i Frederikshavn, men herefter gik hun mod strømmen. Hvor de fleste af de talenter på Filmmaskinen, som fik job i filmbranchen, før eller siden havnede i København, holdt Liv stædigt fast i, at hun ville bo og arbejde i Nordjylland.

Billede beskrivelse

Det førte så til, at flere og flere producenter fandt ud af, at der altså var en erfaren kapacitet, som både kendte branchen og landsdelen.

- Den første store opgave var, da lineproducer Susanne Stranddorff hyrede mig som runner på Norskov. Vi havde god kemi og har arbejdet sammen flere gange siden. Først på Norskov 2 og siden på Oxen 1 og 2, hvor jeg har været statistkoordinator. Faktisk er det min ambition, at der ikke kommer et filmhold til Nordjylland uden at de har ringet og hyret mig som lokalkendt hjælper, siger Liv Lundholm Pedersen.

Når der ikke lige skydes film og tv-serier i Nordjylland, har Liv Lundholm Pedersen dagen fyldt op med undervisning på Filmmaskinen og sine egne filmprojekter. Lige nu arbejder hun på en animationsfilm for og med børn. Hendes kærlighed til Nordjylland skinner også igennem her, for alle stemmerne til filmen har hun castet blandt nordjyske børn.

- Filmen foregår i Nordjylland, og derfor skal stemmerne være nordjyske, fastslår Liv Lundholm Pedersen, der har et sikkert blik for enhver detalje i at skabe en seværdig film.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste