Billede beskrivelse

Aldrig sket før: Skønhedsklinik sender to elever til DM i Skills

18. februar 2026 kl. 14.02

SKAGEN: Kun seks kosmetiker-elever i hele landet får plads ved DM i Skills. I år kommer to af dem fra den samme klinik i Skagen.

Beauty by Munk har i år både Liv Isen og Katrine Zoffmann Flindt Andersen udtaget til konkurrencen, der finder sted 22.–24. april 2026 i Hjørring.

Dermed står klinikken i Skagen for en tredjedel af finalefeltet i branchen.

– Jeg er den første i branchen, som har to med i en konkurrence på én gang. Det er hårdt, men fedt, siger indehaver Sine Munk Pedersen og forklarer at der ligger rigtig meget arbejde i en deltagelse i DM i Skills.

- Det er hårdt arbejde, men betaler sig, om man vinder eller ej. Pigerne får øvet sig seriøst, og det ligner meget en svendeprøve, så den erfaring får de med sig under alle omstændigheder, fortæller hun.

Og selvom de to elever konkurrerer mod hinanden, er der masser af støtte og sparring de to imellem.

– Vi skal op i en masse forskellige discipliner. Men selvom vi skal op i det samme, kan vi stadig godt lave vores eget take på det, alt efter hvilken form for massage eller hvilke produkter vi vil bruge, fortæller Katrine.

Konkurrenter hjælper hinanden

De to elever og konkurrenter træner tæt sammen i hverdagen.

– Vi bruger hinanden. For eksempel har Liv i dag ligget på min briks til en cupping-behandling, som jeg skal bruge til Skills. Og det er fedt, fordi man får god feedback; for eksempel på om længden er passende, siger Katrine.

Og Liv er helt enig i at de kan bruge hinanden.

Billede beskrivelse

– Det er godt, at vi kan styrke hinanden og faktisk har forskellige tilgange til det og er ret forskellige.

De to elever lægger heller ikke skjul på, at de beundrer hinandens styrker.

– Katrine er virkelig klog. Hun ved alt muligt bagom behandlingerne, siger Liv.

- Og Liv er rigtig god med små finesser, ansigtsbehandlinger og voks. Hun laver virkelig lækre detaljer i sin massage, siger Katrine.

Sine bakker op om forskellighederne

Og det er også præcis elevernes forskelligheder og individuelle kompetencer, som deres læremester arbejder målrettet på at styrke.

– Jeg prøver at differentiere dem, så de ikke bliver ens. Det kræver, at man kender dem godt at kunne styrke dem i det, de er særligt gode til, siger Sine Munk Pedersen.

Hun understreger, at det vigtigste ikke nødvendigvis er medaljen.

– Om de vinder eller ej, så har jeg to rigtig gode elever. Bare det at blive udvalgt er sejt.

Hele oplevelsen giver erfaring og selvtillid, siger hun.

Fandt læreplads gennem Instagram

Sine Munk Pedersens klinik og indstilling er ikke helt ukendt i branchen og i skills-sammenhænge.

- Det var faktisk fordi jeg havde fulgt Beauty by Munk på Instagram, at jeg søgte ind her, selvom jeg kommer fra Fredericia og går på Tech College i Odense, fortæller Katrine, som i sommers flyttede nordpå for at komme i lære hos Sine Munk Pedersen.

Hendes konkurrent og kollega Liv kommer fra Jerup, men begge er de enige om, at de bliver glade, hvis det er den anden, der ender med at løbe med guldet til konkurrencen.

- Hvis Liv vinder, bliver jeg mega stolt, siger Katrine og Liv har det på samme måde, hvis det er Katrine, der løber med medaljen.

Klinikken i Skagen har også tidligere haft held med sine elever i skills-sammenhænge. I 2023 og 2024 vandt Sofia Munk Nielsen begge år i træk DM i Skills.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste