Ældrecenter fik stegt flæsk i en svær tid
Onsdag 22. april var dagens menu stegt flæsk med persillesovs på afdelingen ”Bølgen” på Sæby Ældrecenter.
Afdelingens 16 beboere blev nogle af de godt hundrede heldige og ældre borgere i Sæby og Frederikshavn Kommune, som fik maden leveret og sponseret helt gratis fra Wilma´s Cafeteria, som ligger i Vangen mellem Sæby og Frederikshavn.
På Wilma´s Cafeteria kan man alle ugens syv dage hente dagens-take-away-ret mod forudbestilling. Og det er alle de gode gamle retter som forloren hare, herregårdsbøf, frikadeller, hamburgerryg og flæskesteg, alt sammen tilsat det rette tilbehør. Fast er det dog, at onsdagens menu altid er: Stegt flæsk med persillesovs og det i rigelige mængder.
Pia Thorø, som er indehaver af Wilmas´s Cafeteria fortæller:
- Vi ville så gerne gøre noget for at glæde nogle af kommunens ældre borgere, som jo er ekstra ramt i denne corona-tid, med alverdens forbud om besøg og god afstand til alt og alle. Så vi besluttede, at vi ville glæde dem med at levere en omgang stegt flæsk med persillesovs. Både til glæde for beboerne, men også for at gøre det lidt nemt for personalet, som i dag, kun skal servere og ikke kokkerere.
Tiltaget om gratis mad blev lavet via en konkurrence på Facebook, hvor man kunne tilmelde en afdeling, som så kunne vinde den flotte præmie. Det opslag spottede social- og sundhedsassistent Bibi Nielsen, som arbejder på Sæby Ældrecenter.
- Jeg glæder mig over, at andre tænker på vores beboere og gerne vil glæde dem, fortæller Bibi Nielsen og forsætter:
- For det gør en kæmpe forskel og det giver et afbræk i hverdagen, hvor en almindelig onsdag pludselig føles som en festlig lørdag. Og så er der jo ikke noget som at få mad udefra.
Sæby Ældrecenters centerleder, Anette Spolum, glædede sig også over tiltaget:
- Det er dejligt med en hilsen fra verden udefra og at vi har en vågen ansat, som så muligheden, så det lod sig gøre.
Stegt flæsk med persillesovs menuen blev efterfulgt af hindbærgrød fra centerets eget køkken og slutteligt bugnede eftermiddagens kaffebord af kanelsnegle, nybagte småkager og chokolade.
Så ikke noget at sige til, hvis sidste ”ret” på menuen var en god og velfortjent middagslur.