Årets første student i Dronninglund

23. juni 2020 kl. 08.37

I disse dage springer studenterne ud på Dronninglund Gymnasium med flag, blomster og glade familier.

DG’s elevrådsformand gennem to år, Frederik Bruun Badstue Kirk 3a, åbnede festlighederne og sprang ud som årets første student i dag kl. 8.45 – og som traditionen byder, var det rektor Lars Jørgensen, der stod forrest i rækken af lykønskninger.

Men inden huen kom på var der lige årets eneste mundtlige eksamen, der skulle overstås: Det mundtlige forsvar for studieretningsprojektet, der er den sidste af de i alt tre eksaminer.

For at overholde alle forskrifterne i disse corona-tider, fik alle studenterne tildelt et bestemt bord i et bestemt tidsrum, som familien kunne samles om – og hurtigt blev bordene fyldt op med gaver, kransekage, blomster og champagne.

- Dejligt at vi kunne afslutte tre år på DG med at fejre studenterne på denne måde. De har været hårdt ramt siden nedlukningen, så de fortjener at huen kommer på under festlige omstændigheder, siger rektor Lars Jørgensen.

På fredag er der dimission for alle studenterne og deres familier – men igen, ikke helt som det plejer. For at overholde forskrifterne bliver der ikke en samlet dimission for hele årgangen, men en dimission for hver af de fem 3.g-klasser. Så i år bliver der både færre og kortere taler end normalt. Og så kan studenterne ellers glæde sig til den traditionsrige studenterkørsel rundt til alle familierne – så lidt er stadigvæk ved det gamle.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste