Seneste nyt
Billede beskrivelse

71-årige Ib skaffer massiv opbakning til det grønlandske landshold

12. december 2023 kl. 16.00

Det grønlandske håndboldlandshold har stor opbakning, når de fortsætter VM-turneringen i Presidents Cup i Arena Nord.

I Presidents Cup spiller landsholdene om placeringerne fra nr. 25 til 32, og alle kampe afvikles i Arena Nord, fra torsdag den 7. december til onsdag den 13. december.

Selv om grønlænderne har fået store tæsk i de første VM-kampe, er der stor interesse for at se dem spille. Ikke mindst fra herboende grønlænderne fra store dele af Danmark.

Flere hundrede grønlændere har reserveret billetter – og forklaringen på den store interesse går i disse dage rundt og vasker gulvet i Arena Nord.

Navnet er Ib. Ib Kristensen, 71-årig pensionist, der i dag bor i Peter Wessel Vejskvarteret lige bag Arena Nord.

Ib har boet på Grønland i 48 år, siden 1975 og indtil april i år, og han har derfor et stort netværk blandt grønlænderne.

I dag er han pensionist, og en af de mange hundrede, der har meldt sig som frivillig hjælper under Håndbold VM.

- Jeg er vant til at arbejde seks-otte timer hver dag, så da jeg så, at de efterlyste frivillige hjælpere, meldte jeg mig. Og når man rækker dem en lillefinger, ved du godt, hvordan det går, siger Ib med et smil.

Før han havde set sig over skulderen, var han hyret som gulvvasker – og så faldt snakken på hans kendskab til Grønland og hans mange kontakter.

- Jeg får henvendelser fra flere hundrede grønlændere, som vil til Frederikshavn og se håndbold. De kommer helt fra Skive af – og det strømmer stadig ind med folk, der vil være med, fortæller Ib Kristensen.

Blandt de mange grønlændere, der kommer til Arena Nord, er en del grønlandske futsalspillere.

Egentlig er Ib skagbo. Født og opvokset i Skagen, hvor han også blev udlært som smed. Da han havde aftjent sin værnepligt, drog han til Grønland og fik job hos KGH, Kongelig Grønlandske Handel, men de seneste mange år arbejdede han for Sukkertoppen Rør i Maniitsoq – Sukkertoppen, der ligger på Grønlands vestkyst, ca. 140 km nord for Nuuk.

I 2014, den 14. maj, på Ibs fødselsdag, blev han gift med Araya, som han mødte på Grønland.

Frivilligt foreningsarbejde er på ingen måde nyt for Ib. På Grønland var han aktiv i den lokale bådeklub og billardklub. Billardklubben udnævnte Ib til æresmedlem, som en påskønnelse for hans mangeårige indsats som kasserer i klubben.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste