6.500 medlemmer får ny formand
3F Skagerak har afholdt ordinær generalforsamling, hvor der blev valgt ny formand samt ny næstformand.
Det oplyser de i en pressemeddelelse:
Siden tidligere formand, Frank Tronborg, i januar valgte at fratræde sin stilling, har det stået klart at en ny formand skulle findes.
Det skete så onsdag aften under den ordinære generalforsamling i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå.
Det lå i kortene, at Carsten Andersen skulle overtage posten som ny formand efter han har været konstitueret formand siden Franks afgang.
Carsten er et kendt ansigt, både grundet sin stilling som næstformand i 3F Skagerak. Men også fordi han er byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Hjørring Kommune.
Carsten har mange års erfaring med fagbevægelsen, og har været ansat i afdelingen i næsten 25 år.
Medlemmerne i Idrætscenter Vendsyssel viste onsdag aften, at de har fuld tillid til at Carsten kan klare opgaven som formand.
- Jeg stiller op til formandsposten, fordi jeg mener at jeg med mine mange års erfaring i fagbevægelsen kan udvikle og styrke organisationen, og ruste os til de udfordringer og forandringer, som organisationen oplever, udtalte Carsten Andersen i forbindelse med sit kandidatur.
Han forsætter: Jeg tror på fællesskabet som en grundlæggende forudsætning for et samfund hvor alle har muligheden for at leve et værdigt liv.
Carsten mener, at samarbejde er vejen frem - det gælder på tværs af aktiviteter, gruppebestyrelser, a-kasse og afdelingsbestyrelse:
- På den måde kan vi sikre en inddragende og indbydende organisation, til gavn for både medlemmer og de tillidsvalgte der er rygraden i alt vi foretager os.
Ny næstformand
Mads Ross blev valgt som ny næstformand i afdelingen.
Mads er ansat som projektmedarbejder og valgt som arbejdsmiljørepræsentant i 3F Skagerak. Han har erfaring fra bl.a. bestyrelsesarbejde i afdelingen, hvor han har høstet både erfaring og indsigt med arbejdet i afdelingen.
Mads har en baggrund som tømrer, hvor han var valgt som tillidsrepræsentant.
Mads vil som næstformand arbejde for fælles mål og synlighed for medlemmerne.
- Jeg ønsker en afdeling, hvor vi kan stå sammen og hvor medlemmerne er i centrum. Vi skal synliggøre vigtigheden af vores berettigelse på det danske arbejdsmarked, og fastholde en kurs hvor vi går forrest.
3F Skagerak har omkring 6.500 medlemmer.