25 år og to millioner kroner senere
Abildgård Kirkes forhenværende sognepræst kunne se tilbage på 25 frugtbare år med marked i kirken
FREDERIKSAHVN: 2.202.244 kroner står der på det håndskrevne stykke papir, som tidligere sognepræst Johannes Kühle havde med sig, da han skulle holde festtale i forbindelse med, at det i år var 25. gang, der blev holdt marked i og ved Abildgård Kirke i Frederikshavn.
- Gennem årene er det blevet til godt to millioner kroner, som er sendt til Cambodja og Tanzania, sagde præsten.
- En kirke, som kun tænker på sig selv, vil få åndenød. Der er mennesker på lang afstand, som regner med os. For den lille menighed i Cambodja er det afgørende, at de ved, at vi følger med i deres kamp for fremtiden, og at vi støtter dem både materielt og åndeligt, sagde Johs. Kühle i sin festtale til de rigtig mange fremmødte og deres åbne tegnebøger.
Ud over Cambodja støtter Abildgård Kirkes marked også i Tanzania.
For markedet er i den grad hygge og fællesskab og en sjovere og nyttigere måde at bruge penge på, selv om priserne i de forskellige boder næppe kunne kaldes åger - snarere tværtimod.
Johs. Kühle havde Erik Grips sang "Små hjul" som omdrejningspunkt for sin festtale, hvor vi hver især er et lille hjul, men som er med til at flytte store ting, hvis vi vil og kan.
Modesjov med genbrugstøj
Lørdag eftermiddag bød også på et modeshow, som hurtigt viste sig at være et modesjov.
En flok kvinder og et par mænd viste, til tonerne af "Rock the Boat" og "I’m in the Mood for Dancing", at genbrug, vintage og retro ikke alene er bærdygtigt, men også helt i tråd med tidsånden.