Billede beskrivelse

Thomas og Dennis inviterer indenfor

15. november 2025 kl. 19.01

FREDERIKSHAVN: Den populære restaurant i Søndergade lukkede søndag i uge 42 ned for at bruge de næste 14 dage på at give både restaurant og køkken en større overhaling.

2takt Café & Brasserie har siden åbningen i 2011 holdt til i en af Frederikshavns historiske bygninger. Den blev bygget i 1916 af Frederikshavn Jernstøberi og Maskinfabrik, som senere kom til at hedde Alpha Diesel. Fabrikken stod blandt andet for produktionen af 2takts Alpha-motoren, men sluttede produktionen på adressen i 70’erne.

Konceptet for restauranten har hele tiden været bundet op på den maritime historie, og det rokkes der ikke ved.

- I 2016 renoverede vi sidst i restauranten, hvor vi skruede ekstra op for bygningens maritime historie i indretningen. Nu synes vi, at der skulle ske noget nyt, men uden at røre ved vores DNA og vores historie, fortæller Dennis Sommer og fortsætter

- Vi har fået hjælp til indretningen og har gerne villet tilbage til det franske, uden at det gik ud over det oprindelige, og vi er rigtig glade for resultatet.

Farverne i restauranten er blevet lidt mere afdæmpede, både i dekoration og i materialevalg, og man har flot integreret cafeen, som en mere naturlig del af restauranten.

- Vi har ikke ændret i menukortet, men fintunet lidt på retterne. Vi har stadig vores store alsidige menukort, hvor der ud over brunch faktisk er 60 forskellige retter. Så vi dækker hele dagen – om man er til brunch, sandwich, kaffe og kage, frokostretter eller den store menu, fortæller Thomas Suhr Kristensen, der er medejer, kok og køkkenchef.

Restauranten holder åbent alle ugens dage fra kl. 9-23, og det sætter store krav til bemanding. Der er 10 fastansatte i køkkenet og samlet ca. 40 ansatte.

De sidste mange år har man holdt lukket mellem jul og nytår for at koncentrere sig om at gøre de mange nytårsmenuer klar, men i år har 2TAKT valgt at droppe menuerne og i stedet holde åbent.

Pause med nytårsmenuer

- Vi har for første gang i næsten 10 år valgt at droppe nytårsmenuer for i stedet at holde åbent. Vi vil gerne have gæster i restauranten i stedet, og der er altid en fantastisk stemning i julen.

- Det har været en stor beslutning at droppe menuerne, for det er en stor forretning, vi slipper. Men det har også været et kæmpe arbejde, som har stået på i flere måneder, og nu, hvor vi har truffet beslutningen, føles det godt, fortæller Dennis og forsætter

- Det bliver så godt for vores personale, at de har mulighed for at holde nogle dage fri mellem jul og nytår, og vi har tidligere måttet skuffe mange, der gerne ville have booket bord i juledagene, så vi glæder os. Vi holder kun lukket 1. og 2. juledag samt nytårsaften og  1. januar, siger Dennis.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste