Svogers er flyttet til central placering
SÆBY: Efter et år i de hyggelige, men begrænsede lokaler på Pindborggade har Restaurant Svogers taget skridtet videre, og den 13. december flyttede restauranten til Sæby Torv.
De nye lokaler giver ikke alene plads til flere gæster, men muliggør også afholdelse af lukkede selskaber for op til 40 personer uden, at det påvirker restaurantens øvrige gæster.
Udeserveringen fortsætter i sommerhalvåret, dog ikke i Købmandsgården, men ved borde på torvet.
Flytningen har været en hektisk proces for ejerne, Emilie og Dennis Mellemgaard, som i dagene op til åbningen, med god hjælp af Dennis´ forældre, har arbejdet på højtryk med at indrette og skabe den helt rigtige Svogers-stemning i samarbejde med udlejeren Karim Salih.
- Det har været en udfordring at drive restaurant sideløbende med flytningen, men indsatsen har båret frugt, og vi har fået et resultat, som vi glæder os til at vise frem, siger Emilie.
- Det har været hårdt, men nu kan vi igen koncentrere os om det, vi elsker – at lave god kvalitetsmad til vores gæster, pointerer Dennis.
Nye muligheder med ekstra plads
De nye rammer på Sæby Torv giver restaurant Svogers et væsentligt løft i kapacitet og fleksibilitet.
Derudover fortsætter parret med at drive Sæby Bryghus Tap Room på Sæby Havn, som vil holde åbent i sommerhalvåret.
Et år med succes på Pindborggade
Ægteparret har på kort tid skabt en stærk profil med Restaurant Svogers, der er kendt for sin gode mad og varme atmosfære.
Efter et vellykket år på Pindborggade glæder de sig til at byde gæsterne velkommen i de nye lokaler på torvet og tage hul på næste kapitel i restaurantens historie.
Med den nye placering bliver Svogers en central del af bylivet i Sæby og et oplagt valg for både små og store selskaber, der ønsker at nyde en god middag i hjertet af byen.