Hos Hørby Bageri står Helle Madsen klar bag bagerdisken til at sælge de hveder, som bagermester Jan bager. En gammel opskrift, som altid er brugt gennem bageriets snart fyrre års historie. Og dét bliver der ikke lavet om på. Foto: Lisa Farum Kristiansen
Mad og drikke

Store bededag er også store hvededag: Køb lækre hveder eller få hjælp til at lave selv

Denne fredag er store bededag, og der hører sig hveder til. Der er rig mulighed for at købe lækre hveder med hjem, men her kan du også få opskriften på hjemmelavede hveder

28. april 2021 kl. 14:25

Fredag 30. april er det Store Bededag.

Store bededag har ikke sin oprindelse i de bibelske fortællinger som de fleste andre helligdage.

Dagen, som er en særlig dansk helligdag, og den blev indvarslet allerede aftenen før, når kirkeklokkerne ringede som et signal til, at kroer og forretninger skulle lukke.

Uhmmmm... duften og synet af hveder er uimodståeligt. Foto: Lisa Farum Kristiansen

Alle skulle faste, indtil gudstjenesterne var afsluttede, og i øvrigt afholde sig fra arbejde.

Det betød, at bagerne ikke kunne levere friskbagt brød på bededagen. Derfor bagte de hvedeknopper aftenen før, som folk kunne spise lune eller varme op dagen efter. Heraf følger altså den skik, som de fleste danskere stadig kender: Man spiser varme hveder aftenen inden bededag.

Man kan vælge den nemme løsning og gå til bageren eller i supermarkedet for at købe hvederne

Hos Håndværksbageren tilbyder bagersvend Kenn Puumala på hele tre slags hveder. De helt almindelige, fuldkorns og hveder med chokolade. Foto: Lisa Farum Kristiansen

Hos Håndværksbageren på Aalborgvej er hvedesortimentet i år udvidet til, at man kan få de helt almindelige hveder, fuldkornshveder og chokoladehveder.

I SuperBrugsens bageri slår bager Anders Mosgaard Jensen og bageriets bagermester Heidi Christen dej op til massevis af hveder. Foto: Lisa Farum Kristiansen

I SuperBrugsen Sæby bages den traditionelle hvede og i Hørby Bageri bruges den opskrift, som altid har været brugt gennem bageriets snart fyrre års historie.

For hvorfor lave om på noget, som smager godt og beviser, at selvom man er gammel, så kan man stadig være lækker, blød, velduftende og smage helt fantastisk?

Du kan også bage dine egne hveder

Opskrift på varme hveder 12-16 stk.

Ingredienser:

4 dl. mælk

50 gram gær

100 gram smør

2 æg

1 tsk. salt

1-2 tsk. stødt kardemomme (alt efter hvor markant en kardemommesmage man ønsker)

4 spsk. rørsukker eller alm. sukker

ca. 750-800 gram hvedemel

Lun mælken let og udrør gæren heri. Tilsæt smør, æg, salt, kardemomme, sukker og 750 gram af melet, resten kan tilsættes ved behov. Jo blødere dej, jo blødere hvede.

Ælt dejen sammen til en let og smidig dej, brug gerne røremaskine.

Tildæk dejen og lad den hæve 30-60 minutter. Tag dejen ud på bordet, ælt den igennem og del og form dejen til 12-16 lige store boller. Læg bollerne på en bageplade med bagepapir med ca. 1½ cm. imellem bollerne.

Lad dem efterhæve et lunt sted og gerne tildækket til de er hævet sammen. Man kan med fordel opvarme ovnen til 40 grader, slukke den og så sætte bagepladen tildækket derind. Det fremmer hæveprocessen.

Hævet op og sammen og klar til at blive penslet med æg og bagt i ovnen. Foto: Lisa Farum Kristiansen

Hvederne tages ud og kan pensles med æg eller mælk. Imens opvarmes ovnen til 210 grader. Hvederne bages i ca. 12-15 minutter. De skal være gyldenbrune og lyde hule, når man banker let på den bagte overflade. Så er de færdige.

Lækre og nybagte hveder klar til at blive spist. Foto: Lisa Farum Kristiansen

Lad bollerne køle lidt af før servering. Man kan flække dem og lægge dem tilbage på bagepladen med skærefladen opad og derved tørre/riste dem i ovnen ved 210 grader i 4-5 minutter.

Nyd de varme hveder med rigtig og rigeligt smør og eventuelt lidt ost og marmelade.

Kan serveres med smør og marmelader. Foto: Lisa Farum Kristiansen

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu