Mad og drikke

Stor åbnings-succes: Skagen Rooftop slår dørene op

24. juni 2022 kl. 14:15

Det har været længe ventet og ikke helt uden bump på vejen, men torsdag eftermiddag skete det: Øllet flød i fadølshanerne, og flaskerne med bobler poppede, da Skagen Rooftop endelig åbnede.

Og det gjorde de med lidt af et brag på en sjælden vindstille eftermiddag i Skagen.

200-300 mennesker havde taget trapperne de seks meter op over gadeplan, for at nyde udsigten, festlighederne og den frie bar under de kæmpestore parasoller på tagterrassen.

- Jeg kan faktisk godt sige, at det er en drøm, det her, siger barmanager Christian Andersen, da roen har lagt sig lidt efter et par vilde timer med fri bar og fortsætter:

- Vi er i gang, og det er gået godt i dag, det bliver bedre i morgen og endnu bedre om en uge, siger Christian Andersen og glæder sig tydeligvis over de mange fremmødte gæster og til at komme i gang med sommeren og Skagen Rooftop for alvor.

Satser på arrangementer

Det er medejer Ole Rimmen, der byder velkommen med håbet om, at Skagen Rooftop bliver et samlingssted for både skagboere og gæster udefra.

- Jeg håber, at vi, udover vinbar og restaurant, også kan blive et sted for større arrangementer, bryllupper, fester og selskaber, men også for kursusvirksomhed og politiske partiers arrangementer, siger Ole Rimmen og lægger ordet over til Direktør for Toppen af Danmark René Zeeberg, som åbner bare med et trefoldigt skagens-hurra.

Terrassen er fyldt godt op med folk, der står ved glas-rælingen og nyder udsigten over både lystbådehavn og arbejdende havn eller sidder ved et af de mange borde og nyder et glas koldt fadøl eller en af vinene fra den frie bar.

Særlig by

Baren byder ved åbningen på både sydfransk Chardonnay, en god spansk cava og højlandsk garnacha vin og flere forskellige fadøl.

Men vinkortet byder reelt på 89 forskellige vine på flaske og 20 forskellige på glas, og derudover et stort øl-sortiment, som bar-manageren og øl-ekspert Christian Andersen gerne guider dig i.

- Udsigten er det vigtigste, men vi vil gerne matche den med godt øl, god vin og lækker mad, siger Christian Andersen og understreger, at Skagen er en vidunderlig og driftig by, som han tror på kan bære et sted som Rooftop.

- Jeg er ikke sikker på, at det kunne være gået i en anden by af samme størrelse, siger han og henviser til, at Skagen har meget særligt at byde på.

På Skagen Rooftop kan man indtil videre få serveret små tapas-retter og i næste uge regner køkkenchef Anders Rex med, at restauranten åbner.

Nyeste