Skolehaverne er gået i vinterhi
SÆBY: Siden Sæbygaardskolen og Nellemanns Haves Venner tilbage i 2015, under lærer Anne Bak Rasmussens ledelse, startede skolehaveprojektet har det udviklet sig i retning af bedre faciliteter og udstyr.
Eleverne deltager i det landsdækkende projekt ”Fra Haver til Maver”. Her lærer de om planters vækst, økologi, madlavning, biodiversitet med mere.
Hver elev har sit eget bed, som man selv bestemmer over. Hver klasse har hertil et fællesbed med større afgrøder og buske.
I ti sæsoner har 5/6-klasserne haft ”grønne fingre” når de hver torsdag tilbringer nogle lærerige timer i Nellemanns Have for at dyrke grøntsager og blomster.
Mandagen inden kartoffelferien, den 7. oktober holdt eleverne og vennerne afslutning, hvor de gjorde bedene vinterklare og pakkede dem ned i sort plast.
Som ved enhver høstfest blev sæsonafslutningen fejret med god mad, tilberedt over bål og af egne kokke.
Menuen stod i år på karrygryde med kyllingestykker, urter og krydderier samt godt med fløde.
I sympati for skolehaverne havde Frederikshavn Kommune på repræsentationskontoen fundet finansiering til en sodavand til eleverne og til de fremmødte medlemmer af venneforeningen.
Efter i 2015 at have fået ryddet skov og kultiveret jorden i havens sydøstlige hjørne, kunne de daværende 5. klasses elever som de første dyrke grøntsager.
I årene efter fik venneforeningen etableret et halvhundrede bede, hvor de fleste måler 10 x 1 meter og 15 centimeter høje bede, som gør, at bedene står skarpt afgrænset.
Til tilberedning af maden er der gennem årene kommet stadig mere udstyr til, som f.eks. bålkomfurer, gryder og små pander til pandekagebagning med videre.
Ligeledes har Nellemanns Haves Venner fået flere bord-bænke sæt, som alle 60 elever kan gøre brug af ved undervisningen og til sæsonafslutninger.
Nye tiltag
I år havde 9. klasserne deltaget med et forsøgsprojekt, hvor de har avlet Bintje kartofler.
For at finde ud af, hvad der var bedst at gøde med for at give den største avl, havde eleverne givet planterne NPK-kunstgødning, hønsemøg, urin eller helt undladt at gøde.
Kartofler der havde fået NPK-gødning gav det klart største udbytte.
Madkundskabslærerne, Anitta Andersen, Tina Andersen og Anne Dalmark, skal nu sammen med eleverne gennemgå projektet for fejlkilder, før de kan drage den endelig konklusion.
Skolehaverne udvikler sig yderligere til næste år, hvor flere fag flytter udendørs.
Således får eleverne i håndværk og design, med lærer Inga Davidsen, mulighed for fra bunden at udvinde farver fra egen avl af planter og buske. Farvestofferne bliver anvendt til indfarvning af garn og tekstiler der måske kan komme til at danne mode.
Historietimerne bliver krydret med avl af urter som fortidens medicinmænd gjorde brug af og der vil ligeledes blive fokuseret på tilberedning af middelaldermad.
Også de orientalske urter får et bed, hvor der bliver avlet forskellige te-urter og der bliver gjort forsøg med brygning af teen.
Måske kan vi se deltagerne til næste sæsonafslutning klæde sig i farverige kollektioner med havens egne farver og menuen bestå af kål og rodfrugter som sæbynitterne spiste for 500 år siden, da byen blev købstad.