Køkkenteamet på Saxild, som eksperimenterer med historisk madlavning i nutidig form og råvarer fundet i naturen omkring Skagen
Mad & Drikke

Saxild er åbnet - der er urter, tang og historie på menuen

09. maj 2023 kl. 13:01

En tang- og sanke-ekspert, en kunsthistoriker med særlig interesse for historisk madlavning og kulturhaver og en kok direkte hentet fra Ruths Hotel udgør tilsammen køkkenteamet på Saxild i Skagen, som Store Bededag åbnede for både bageri, spisested og vinbar, og som 10. maj holder reception fra 16 til 18.

Sammen kreerer de tre i køkkenet primært grøntsagsbaserede frokostretter og snacks til gæsterne på det nye spisested, som ligger i Saxilds Gaard i Anna og Michael Anchers have i Skagen.

Vin- og spisestedet åbnede i bragende solskin med gæster på næsten alle stolene i haven og i gårdhaven.

Saxild inviterer til åbningsreception onsdag den 10. maj fra 16 til 18.

En rolig oase i Skagen

Men på trods af de mange mennesker er stedets dna alligevel en rolig oase i Skagen.

- Her får man en anden skagenoplevelse end mange andre steder i byen. Her er ro, og man kan kan have sine børn med, slå sig ned under et træ eller på et tæppe i græsset eller ved et af vores borde, siger Kris René Holk, som er den professionelle kok i Saxilds køkken.

Og menukortet er til at overskue ligesom stedet er, hvis du spørger en anden tredjedel af køkkenteamet, Katrine Lenschau Sams, som er køkkenets tang-, vild-urte- og grøntsagsekspert, og som en del skagboere vil kende fra Katrines Køkken og fællesspisning-aftener i Vin og Deli Centralen.

- Vi holder det simpelt på mange måder; vi er grøntsagsbaserede, men ikke vegetariske, siger Katrine, og forklarer, at der sagtens kan være ansjoser i maden, fisk på menuen og måske endda vildt til efteråret. Men grundbasen er grøntsager og også gerne dem, som Katrine selv finder i naturen. Lige nu er det ramsløg og skovmærke, som Katrine har samlet til køkkenet, senere bliver det tang og svampe.

Saxild er grøntsagsbaseret og får sine råvarer fra lokale avlere. Lige nu er det tid for asparges og friske skud fra den lokale gårdbutik Roligheden i Skagen.

Urter og blomster fra egen have

Og de råvarer, som Katrine ikke selv finder i naturen, får Saxild fra lokale avlere.

Lige med undtagelse af de urter og blomster, som de selv dyrker i Anna Anchers historiske køkkenhave bag Anchers Hus og Saxild.

For det står den sidste tredjedel af køkkenteamet, Anna Mørch, som er kunsthistorikeren med de grønne fingre og hang til historisk madlavning.

- I år kommer vi selv til at dyrke og forsyne køkkenet med en masse forskellige urter og blomster, siger Anna Mørch, som især er interesseret i historisk madlavning.

Nordens kapers af tallerkensmækker-frø

- I køkkenet kommer jeg nok især til at stå for den historiske vinkel. Det kan for eksempel være syltning, saltning og henkogning. Og der kommer nok også nogle sjove og anderledes ting på menuen. Vi kommer til at eksperimentere og lave planlagte forsøg, fortæller Anna Mørch, som allerede har planer om at lave “nordens kapers” af frø fra tallerkensmækkere.

- Så finder vi ud af hen ad vejen, om det bare er historiske kuriositeter eller om det rent faktisk smager godt, som hun siger, og fortæller at hun netop har arvet sin oldefars husholderskes personlige kogebog fra 1906, hvor hun sagtens kan finde inspiration til køkkenet på Saxild også.

Hele dagen kan man komme og få sig en kop kaffe på Saxild. Fra 7.30 til 11 holder bageriet åbent og spiseted og vinbar holder åbent fra 11.30 til 18. Fra klokken 15 serveres der snacks og vin.

Gammeldags mad er moderne

- Det grøntsagsbaserede køkken er slet ikke så moderne som vi går og tror. I gamle dage spiste man faktisk ikke ret meget kød, siger hun og fortæller, at den første ret i husholderskens kogebog faktisk er linsefrikadeller, dengang helt tilbage i 1906.

Og hvis det står til Anna, kommer der flere af de gamle retter på menuen. Hun er allerede i gang med at planlægge en rabarbersuppe til menuen.

Men ellers er noget at det, man kan sætte tænderne i på Saxild lige nu, for eksempel en burrata med cremet tomat, basilikum og fladbrød eller asparges med ristede hasselnødder og tang-vinaigrette, en mad med soyaæg og grøn karry-mayonnaise, ingefær og koriander eller toast med ramsløg og syltede løg og ost fra Sønderhaven.

Invitation til åbninsgreception

Saxild holder åbningsreception onsdag den 10. maj fra klokken 16-18.

I maj og juni er åbningstiderne torsdag fra 7.30 til 11.00 i bageriet og 11.30 til 15.00 er der åbent for frokost. 15 til 18 holder Vin- og Snackbaren åben.

I juli er der åbent alle dage.

Saxild holder åbent hele året.

Annonceret indhold

Nyeste